Darlah

Citat
”Caitlin løsnede sine sikkerhedsseler og vendte sig mod Mia, Midori og Antoine. Hun fiskede en kuglepen op af lommen på siden af stolen og holdt den op foran dem. Så slap hun. Og kuglepennen svævede stille, vægtløst væk fra hende. Mia løftede sin højre arm og gav pennen et forsigtigt skub og så, at den tumlede hen mod Midori.
De befandt sig i verdensrummet”.


”Darlah”, s. 152-53.

Den regulære gyser ”Månebase Darlah – 172 timer på månen” (”Darlah – 172 timer på månen”, 2016) udkom i 2008. Her tager Johan Harstad læseren med på rumrejse, nærmere bestemt til månen, og han vender på den måde tilbage til Buzz Aldrin, der også spiller en rolle i denne roman.

Den amerikanske rumfartsorganisation NASA planlægger en ekspedition til månen, og for at få penge og opmærksomhed til projektet udskriver de en konkurrence, hvor teenagere fra hele verden kan ansøge om at blive en af de tre heldige unge, der skal med astronauterne til månen.

I Stavanger bor Mia, der er forsanger i et band og drømmer om at slå igennem. I Tokyo bor Midori, der kun føler et fællesskab sammen med andre unge, der bryder normerne med deres påklædning. Hun drømmer om at slippe væk fra sine bekymrede forældre. I Paris bor Antoine, som er blevet droppet af sit livs kærlighed og kun tænker på at komme væk fra sit sørgelige liv. De tre bliver udtrukket og mødes første gang hos NASA i USA. Inden de er kommet ud i rummet, har de alle haft en uhyggelig fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

52376572

Allerede efter få timer på månebasen Darlah 2 går strømmen, og en række uforklarlige hændelser fører til de første dødsfald. Én efter én dør astronauterne, og de overlevende opdager, at de har dobbeltgængere på månen, som har til hensigt at slå dem ihjel.

Romanen er en dramatisk sci-fi-fortælling med detaljerede gennemgange af rumudstyr, tegninger over månebasen og en naturlighed i omtalen af livet på månen. Hele tiden lurer det ukendte, og spændingen stiger støt. Der er indlagt referencer til tidligere værker inden for genren, og bagerst i bogen skriver Johan Harstad, at romanen ”er en slags hilsen til genrefilm og bøger, jeg voksede op med” (s. 316); Alien, Solaris, The Abyss, Twin Peaks og mange flere.

Oprindeligt var romanen en bestillingsopgave fra Stavanger, da byen i 2008 var europæisk kulturhovedstad. Den blev skrevet til unge og uddelt til 5000 9. klasseelever. På dansk er ”Darlah” udgivet som en voksenbog, og den kan læses af alle med sit ukomplicerede sprog og forklarende introduktioner. Bogen fik Brageprisen og blev i 2014 kåret til tidernes bedste norske ungdomsroman af Dagbladet og ubok.no.