Gennem sit lange forfatterskab har Johan Harstad udgivet bøger inden for en lang række genrer, og han er tilsyneladende lige hjemmevant i kortprosa, ungdomsgyser, dramatik og store romaner. På tværs af værkerne er der en genkommende glæde ved at være den ukendte nummer to: Mattias i ”Buzz Aldrin, hvor blev du af?” elsker sit anonyme liv som gartner og er optaget af Buzz Aldrin, der var den oversete anden mand på månen. Owen Larsen i ”Max, Mischa og Tet-offensiven” elsker sit liv som studiemusiker. Han spiller på de bedste flygler i de bedste studier og er lykkeligt fri for at blive hverken berømt eller bedømt.
Et andet særkende er spørgsmålet om, hvor man føler sig hjemme. I ”Max, Mischa og Tet-offensiven” oplever alle karaktererne at være hjemløse af den ene eller den anden grund, som et grundvilkår i deres amerikanske liv. Harstads hjemby Stavanger er i forfatterskabet primært et sted, man flytter fra. Han fortæller i et interview, at han på et tidspunkt opdagede, at den by, han voksede op i, var i færd med at forsvinde for ham, så for at fastholde byen, som den var, måtte han skrive om den i ”Max, Mischa og Tet-offensiven”: ”Jeg oplevede et stort savn efter Stavanger, efter jeg havde boet andre steder i 20 år. Men jeg indså, at det var for sent at tage tilbage. Det var ikke længere mit hjem, det var bare Stavanger. En del af romanprojektet for mig var nok også at skrive mig frem til en følelse af katarsis for at lukke det kapitel, men kunst kan ikke lukke noget. Kunst åbner alting. Og man slæber derfor stadig sin historie med sig, selvom man bruger 1000 sider til at slippe af med den.” (Daniel Øhrstrøm: Skrivning rummer et element af utroskab. Kristeligt Dagblad, 2018-11-24).
I det hele taget er der mange flytninger og afskeder i forfatterskabet. Rum og huse står tomme og efterladte. I stedet bliver kunsten et hjem og et sted, man kan flytte ind i. Det er også den centrale tanke bag ”Max, Mischa og Tet-offensiven”, fortæller Johan Harstad i et interview med Bogmagasinet: ”Ideen om kunsten som sted og det at kunne lade sig omringe af værket, som Mark Rothko var optaget af i sine store farveflademalerier, blev centralt for mig. Rothko ville have, at man betragtede maleriet fra kun 50 cm afstand i stedet for at stå langt væk, netop for at kunne være i værket og lidt miste overblikket. Den mulighed findes også i en voluminøs tekst. I lang tid var arbejdstitlen ”Rothkodage”, før den fik sin oprindelige titel tilbage. Jeg håber, at man kan bo i denne bog. Størrelsen gør det muligt at undersøge en række temaer og ikke bare fortælle en historie.” (Anne Vindum: ”Jeg håber, man kan bo i denne bog.” Bogmagasinet Jysk Fynske Medier, 2019-05-09).
Generelt er der utallige referencer til kunst, kultur, historie, musik osv. i Harstads forfatterskab, og internt mellem værkerne er der også mange elementer, der gentages eller udvikles. Man kan ikke anskue Harstads bøger uden at lægge mærke til størrelsen på dem. De er gigantiske, særligt ”Max, Mischa og Tet-offensiven”. Om den roman og det store romanformats muligheder siger Harstad selv, at længden ikke var en del af planen, men et resultat af processen. ”Da jeg accepterede, at romanen ville blive så lang – og at den gør sit bedste for aldrig at blive FOR lang – opstod der en slags intimitet. Bogen blev næsten et fysisk sted for forfatter og læser, et Hjem man kunne bosætte sig i for en tid.” (Anne Vindum: ”Jeg håber, man kan bo i denne bog.” Bogmagasinet Jysk Fynske Medier, 2019-05-09).