I 2015 udgav Johan Harstad ”Max, Mischa og Tet-offensiven” (”Max, Mischa og Tet-offensiven”, 2018), der har teaterinstruktøren Max Hansen som fortæller. Han er 35 år gammel og indleder den over 1000 sider lange roman fra et hotelværelse i Minneapolis, hvor han er på turne med sin måske sidste opsætning. Han vil fortælle om sit liv: om opvæksten i Stavanger, den ufrivillige flytning til New York, da han var teenager, om ungdomsårene i forstaden Garden City og de skæbnesvangre møder med bedstevennen Mordecai og kæresten Mischa, om årene i New York City og ikke mindst om sin mor og far.
Iblandet Max’ kronologisk fremadskridende historie er der kapitler om Owen Larsen, der engang hed Ove Hansen og boede i Stavanger som storebror til Max’ far. Han flyttede frivilligt til New York for at komme tættere på jazzen, var i Vietnam under amerikansk flag og skiftede statsborgerskab. Med tiden flettes de to historier sammen, da Max og Mischa flytter ind hos Owen i hans gigantiske lejlighed på Manhattan.
Norge spiller en rolle som det land, Max og Owen er flyttet fra, og som ingen af dem er vendt tilbage til. Hvornår holdt de op med at være nordmænd, og er de blevet amerikanere i stedet? Hjemstavn, identitet og tilhørsforhold optager særligt Max, der må konkludere, at USA ”er et land for de hjemløse” (s. 16).
54881576
Med kunstnerisk praksis som levevej for de fleste karakterer – Max er teaterinstruktør, Mordecai skuespiller, Mischa kunstmaler og Owen pianist – opererer romanen inden for et udpræget kunstnerisk felt med omfattende henvisninger til musik, teater, film og billedkunst i teori og praksis.
I Max’ barndom og ungdom er hans flyvende pilotfar ofte væk, så han og hans mor Beate er grundstenen i den lille familie, både i Stavanger og på Long Island. De to har et særligt forhold, og skildringen af den relation er nænsom og rørende. I det hele taget er relationer væsentlige i romanen; mellem venner, kærester og forældre. Samtidig minder romanen om, at så forskellige udefrakommende hændelser som 11. september, Vietnamkrigen, orkanen Sandy og by- og samfundsudvikling i såvel Stavanger som New York har kæmpe indflydelse på den enkeltes lille liv.
Det er på mange måder en roman om alt; et gigantisk, lystfuldt og melankolsk opus om at være menneske og finde hjem i kunsten, akkurat som læseren for en god stund kan indtage denne bog som et midlertidigt hjem.