men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne, når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper, for det vi kan li.
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blie træl.
Ingen kan regere det, som vi bestemmer selv.
Det sværger vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed
blir aldrig forbi.
En væsentlig del af Poul Henningsens produktion bestod af viser til en lang række revyer fra 1930’erne og fremefter. De blev til i samarbejde med en lang række kunstnere, bl.a. Kjell Abel, Otto Gelsted og Kai Normann Andersen, men mest nævneværdigt måske Liva Weel. Liva Weel var for Poul Henningsen revysangerindens arketype, og de to fejrede store triumfer sammen bl.a. på det navnkundige Frederiksberg-teater Riddersalen. En del af de mest berømte vers er samlet i bogen ”Alvorlig sjov” fra 1953, hvor PH selv kommenterer historien bag versene og til tider også modtagelsen i offentligheden.
Revyerne er interessante af flere årsager. Først og fremmest betoner de, hvor musikalsk en prosaist, Poul Henningsen var. Viserne er skrevet på vers og rim, men selvom de på den måde ikke bryder synderligt med den traditionelle viseform, er de samtidig skrevet med det særegne talesprog, som PH blev kendt for. Han bedrev bevidst vold mod retstavningen i rytmens tjeneste og forkortede, hvor det passede ham: ’have’ blev til ’ha’, ’kunne’ til ’ku’ osv. Sådan skrev han også i sin kunstkritik og i sine essays, men man skal omkring revyernes viser for at forstå, at det ikke bare er dovenskab, men et reelt stilistisk træk, der sætter rytme over ret og tale over skrift.
På indholdssiden veksler revyerne mellem mere almene betragtninger og bidende kommentarer til tidens dårskab. Til tider var det ikke ufarligt som med revyen ”Dyveke”, 1940, hvorfra den berømte vise ”Man binder os på mund og hånd” stammer. Denne sang – sunget af Liva Weel på Kai Normann Andersens melodi – indkapsler på mange måder klogskaben i PH’s revykunst. Tyskerne havde netop besat Danmark, men visen slap igennem censuren, fordi det at blive bundet på mund og hånd bliver kædet sammen med en af PH’s andre forargelige kæpheste, nemlig den fri seksualitet og afkastningen af borgerskabets åg. På den måde fik PH provokeret både besættelsesmagten og de borgerlige med et budskab, der var subtilt nok til at slippe igennem censuren, men slagkraftigt nok til, at publikum spontant rejste sig og klappede, når sangens omkvæd lød.