Poul Henningsen skrev ingen romaner, men snart sagt inden for alle andre genrer; artikler, revy, kritik af kunst, litteratur, film, arkitektur, design, gastronomi, rejsereportager, børnebøger, historiske fremstillinger, portrætter af mennesker i sin samtid og endda en bog om dragebygning. Det er umuligt at putte ham i en bare nogenlunde retvisende kategorikasse. Det samme gælder formatet, idet PH både udgav små tynde bøger og digre flerbindsværker samtidig med en omfattende produktion i aviser og tidsskrifter.
Selvom PH’s forfatterskab altså langtfra kan siges at være strengt litterært, skrev han dog altid med en overlegent legende finesse og en sans for sproget, der også indbragte ham en plads i det Danske Akademi. Stilen er gemytlig, og teksterne er altid åbne for pludselige indskydelser og retningsskift. Ingen strengt rationel essayistik her.
Tematisk er hans værk også spraglet, men her er det immervæk lettere at spore nogle fælles linjer. PH’s kultur- og kunstkritik forholder sig i udtalt grad til friheden og frisindet. Frihed frem for indskrænkende normer og vanetænkning samt frisind på såvel det kunstneriske som på det seksuelle og moralske plan. Denne frihedsdrift kom også til udtryk i PH’s forhold til kunsten som en autonom størrelse. Kunsten skulle ikke være program for en bestemt politik eller holdning, men eksistere på kunstens egne vilkår.
I den forstand er det nærmest symbolsk, at PH’s primære indtægt var hans lamper. Oplysning og belysning er til stede på flere planer i en stor del af hans tekster, dels som konkret kritik af god eller dårlig belysning, og dels som et oplysningsprojekt i åndelig forstand, der har til hensigt at nedbryde blændværk og falsk forstillelse. Konkret kommer frigørelsesprojektet også til udtryk i bl.a. en lang række skrifter om erotik og seksualitet, og vel at mærke i en tid, der endnu ikke have været vidne til pornografiens lovliggørelse.