Siri Ranva Hjelm Jacobsen er – ud over at være forfatter – litteraturskribent på Weekendavisen, og tidligere har hun skrevet såvel poesi og anmeldelser som kritiske og debatterende essays i danske magasiner.
Hendes forfatterskab kredser primært om identitet og natur. I romanen ”Ø” er det hovedsageligt slægtens betydning og migrantens identitet, der udforskes. Det sker ved at sætte spot på 1. og 3. generation af en familie, der er udvandret fra Færøerne til Danmark. Romanen tematiserer fremmedhed og længsel og viser, at man ikke behøver at være flygtet langvejs fra, for at eksilet bliver definerende: Eksilet findes også som et livsvilkår inden for rigsfællesskabet. Og det bliver definerende igennem (mindst) tre generationer.
Flere gange i løbet af værket reflekterer jeg-fortælleren over eksilets vilkår. Både hvordan det konkret kommer til udtryk igennem generationer, hvor første generation er den, der træffer det tunge valg og bærer byrden. Anden generation bliver enten ”dobbelt-dårlig, intetsproget, dobbelt-alene” (s. 87), eller løber dobbelt så stærkt og udvider forretningen eller tager en fin uddannelse. Tredje generation beskrives som enten ”cool og kulturfri, eller den er halvhjemme, halvdårligsproget” (s. 88). Men emnet behandles også på mere abstrakt vis ved for eksempel at henvise til flydeøer – ikke mindst i det afsluttende kapitel ”Mykines”.
Identitet er også et tema i værket ”Havbrevene”. Dels besjæler forfatteren de to verdenshave Middelhavet og Atlanterhavet, som sammen med de øvrige verdenshave længes imod atter at forenes og blive en stor familie, og dels tematiserer værket den menneskelige identitet. I værket bliver myten om Ikaros’ fald et symbol på den menneskelige forfaldshistorie. Der henvises blandt andet til maleriet ”Landskab med Ikaros’ fald” af Pieter Bruegel, hvor Ikaros alene er afbilledet som et par hjælpeløse ben i motivets højre hjørne. Hermed gør forfatteren selve den menneskelige historie til en parentes i den store fortælling om universet.
Også flygtninge- og klimakrise er væsentlige emner i ”Havbrevene”. Klimakrisen er løsningen, der kan give havene mulighed for at fuldende Utopia, men samtidig er værket et vink med en vognstang til menneskene om, at de ikke kan gøre regning uden vært.
Naturen tematiseres såvel igennem klimakrisen i ”Havbrevene” som besjælingen af naturen i begge værker. Dryppende gennem værkerne er små perler som denne fra ”Ø”: ”Tågen begyndte at lette, skilte som sur mælk og krøb af sted i alle retninger. På landsbyskolens parkeringsplads lå et par råhvide strimler tilbage og lyste ubeslutsomt i mørket.” (s. 54-55). I værkerne kan naturen også i den grad påvirke menneskene. I ”Ø” bemærker jeg-fortælleren til et eksempel, at både hun og moderen ændrer sig, når de er på Færøerne. Moderen bliver lettere og hukommelsen dybere, mens jeg-fortælleren skriver om sig selv: ”Mens vi opholdt os i Thorshavn, undergik jeg små, men mærkbare fysiske forandringer. Mit hår ændrede struktur, blev blødere og glattede sig ud. Luften vaskede melaninkornene i min huds celler, så de kom til at gløde.” (s. 124).