I 2018 udkom Siri Ranva Hjelm Jacobsens lille værk ”Havbrevene”, der er skrevet som en brevveksling mellem Middelhavet og Atlanterhavet. Samtidig er det en udveksling mellem poesi og billedkunst, da værket er illustreret af Dorte Naomis tegninger, der på organisk vis – grotesk og let foruroligende – understøtter brevenes udsagn. Nogle gange ved at pege på sammenhænge (mellem verdenshavene, havene og menneskene etc.), og andre gange ved netop at åbne sprækker og afgrunde mod død og ødelæggelse.
”Havbrevene” er en delvist essayistisk, delvist poetisk hudfletning af verdens tilstand af i dag – set fra havenes perspektiv. Der er klima- og flygtningekrise for fuld udblæsning. Når Atlanterhavet skriver om Arktis, at hun ”Røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt” (s. 20), så er det klimaforandringerne, det handler om, og når Middelhavet skriver, at ”nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange i én bælg.” (s. 18 – se endvidere citatet), så er det menneskers flugt over Middelhavet, der behandles.
46013654
Ligesom debutromanen tematiserer romanen også slægtskab og tilhørsforhold. Havene længes således mod den tid, hvor de hang sammen, og med denne længsel som drivkraft arbejder havene nu mod atter at blive et hele og overflyde al landjorden. Værket bliver således også en form for alternativ skabelsesberetning med havene som det naturlige (i modsætning til guddommelige) centrum.
I brevvekslingen fremstår Middelhavet som den lidt bekymrede lillesøster, der er i tvivl, om udviklingen nu også er den rigtige, mens Atlanterhavet med sine mange år på bagen (180 millioner!) er mere pragmatisk og primært fokuserer på det store perspektiv. Dermed trøster og irettesætter det Middelhavet (kun 5 millioner år gammelt) – blandt andet ved at fortælle små glimt fra krybenes liv- og kulturhistorie. Havene diskuterer eksempelvis myten om Ikaros, der fløj for tæt på solen og døde, og mens Middelhavet bærer historien som et traume i sig, er det for Atlanterhavet blot en ubetydelig hændelse – Ikaros er et lille plask i verdenshistorien, ligesom menneskenes historie snart vil være det. Med afsæt i denne myte samt nutidige minder fra familier, der har mistet deres pårørende til Middelhavet, diskuterer værket, hvorvidt menneskene er værd at sørge over, når de er væk. De endegyldige svar må man som læser dog lede forgæves efter.