Beslægtede forfatterskaber

”Jeg griner generelt meget, når jeg læser Helle Helle, og det er måske det, jeg elsker og beundrer andre forfattere allermest for: at skrive sjovt.” (Sally Frydenlund: Gid det var mig: Tine Høeg. Dagbladet Information, 2017-11-04). 

Tine Høegs begejstring for Helle Helle giver genklang i hendes egne tekster, som er skrevet i et kort, præcist sprog sammenblandet med en masse humor. Ligesom hos Helle Helle er teksterne dog ikke lutter komik. Også hos Tine Høeg findes dyb seriøsitet og tyngde. 

De seneste år har flere unge forfattere givet det uperfekte en stemme, de slipper seksualiteten løs og beskriver dystre sider af den menneskelige psyke. Niels Henning Falk Jensby, der for sin debutroman ”Techno” modtog Bogforums debutantpris i 2016, har skrevet en benhård roman om et barskt liv med depressioner og en ukontrolleret seksuel drift, som også er at spore hos Tine Høeg. Hun pakker kvindelig seksualitet ud af kernefamiliens madpakkepapir og rykker den ud i tog og parker – i samfundet med andre ord. 

Tine Høeg fremstiller banale hverdagssituationer og scener, f.eks. når hun skriver ”du har haft kage med// en pik en kage en hjerne et hjerte/ har du haft med// og efterladt kagen” (”Nye rejsende”, s. 59). Den banale situation, som siger meget mere end som så, leder tankerne hen på Tove Ditlevsen, der gjorde det hverdagslige poetisk med sine smertelige formuleringer som ”Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand, og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene” i digtet ”Der bor en ung pige” fra ”Kvindesind” (Tove Ditlevsen, 1955). Hun vendte moderskab og kvinderoller på vrangen, og det gør Tine Høeg også. Hendes hovedpersoner lever ikke op til samfundets generelle forventninger om uddannelse, parcelhus og kernefamilie. 

Begæret i både ”Nye rejsende” og ”Tour de chambre” fylder stort set i hver eneste linje, og kan være ødelæggende og fuld af skam. Ligesom forfatteren Trude Marstein skriver sin roman ”Hjem til mig” fra 2013 i et hverdagsligt sprog om begær og banale situationer, stilen har fået betegnelsen IKEA-realisme, formår Tine Høeg at fremstille begæret i sin mest dyriske og enkle form i en udramatisk hverdag.