Yu Hua
Foto: Forlaget Klim

Yu Hua

cand.mag. Troels Hughes Hansen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017. Opdateret af Troels Hughes Hansen, Bureauet, marts 2020.
Top image group
Yu Hua
Foto: Forlaget Klim

Indledning

Kinesiske Yu Hua startede sin litterære løbebane som smal avantgardist, men fra omkring 1990’erne begyndte han at skrive en række stort anlagte krøniker, der med effektive greb og prunkløs realisme udlægger Kinas voldsomt tumultariske historie et par generationer tilbage i tiden. De voldsomme begivenheder under Kulturrevolutionen indtager en fremtrædende plads i flere af hans bøger, men det store historiske vingesus er altid meget konkret forankret i det enkelte menneskes lykke og lidelser. Hans forhold til den kinesiske statscensur har ikke altid været det mest hjertelige, men hans romaner er blandt de mest læste og udbredte i Kina.

61353445

Blå bog

Født: 3. april 1960 i Hangzhou.

Uddannelse: Tandlæge.

Debut: Shibasui Chumen Yuanxing. 1984.

Seneste udgivelse: Råb i støvregn. Klim, 2021. Oversat af Anne Wedell-Wedellsborg.

Inspiration: William Faulkner, Toni Morrison, Charles Dickens.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er tæt tåge, da jeg træder ud fra mit hummer og vrikker mig frem gennem den forladte, formløse by. Jeg er på vej til krematoriet. Krematoriet kalder de det nu, i gamle dage hed det bare ligbrændingshuset. Jeg har fået at vide, at jeg skal møde før klokken 9, og at jeg skal brændes klokken 9.30.”

”Den syvende dag”, s. 7.

Yu Hua blev født i 1960 i Hangzhou, som ligger i den østlige kinesiske provins Zhejiang. Hans første barndomsminder må have været kraftigt farvet af Kulturrevolutionen, der brød ud i fuldt flor i 1966 og nedsænkede store dele af Kina i politisk betinget vold og destruktiv afstandtagen til alt, hvad der havde noget med tradition og gammel skik at gøre.

Hua er med andre ord barn af en brydningstid, og i den forstand er hans egen biografi og skæbne uløseligt forbundet med Kinas historie. I et interview fra 2003 forklarer Yu Hua, at han opgav sit arbejde som tandlæge, fordi forfatterne under det kommunistiske regime virkede til at skulle arbejde meget mindre for den samme løn, som han kunne tjene ved at kigge ned i folks ækle munde dagen lang:

”Jeg havde set, at folk, som arbejdede ved kulturcentret, bare gik omkring i gaderne hele dagen. Så en dag spurgte jeg dem ’Hvorfor arbejder I ikke?’ De fortalte mig, at deres arbejde var at gå omkring i gaderne. Jeg tænkte ved mig selv ’Se, det er et job for mig.’ Jeg spurgte dem, hvordan jeg kunne starte ved kulturcentret. De sagde, at jeg skulle skrive romaner.” (Michael Standaert: Interview with Yu Hua. MCLC Ressource Center, 2003-08-30. Egen oversættelse).

Om denne beretning er sand eller ej, er selvfølgelig svært at sige, men sikkert er det i hvert fald, at Yu Hua midt i 1980’erne opgav sin stilling som tandlæge og begyndte at skrive. I starten knyttede han sig til en gruppe af avantgardister, der var inspirerede af lige dele europæisk modernisme og traditionel kinesisk fortællekunst.

Det store skift i Yu Huas forfatterskab fandt sted i midten af 1990’erne, hvor de formmæssige eksperimenter overlod pladsen til en ligefrem krønikeskrivning, der med mådeholden akkuratesse formåede at indfange store stræk af kinesisk historie i især de korte romaner ”Huozhe” (1993) (”At leve”, 2015) og ”Xu Sanguan mai xue ji” (1995) (”Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod”, 2016). I de senere år er Yu Hua som så mange andre kinesiske forfattere også kommet i klammeri med myndighedernes indskrænkende censur. Visse af hans skrifter er således forbudte i hans hjemland, mens mange andre læses i vid udstrækning og sælges i svimlende oplag.

At leve

”Fra barnsben var jeg uforbederlig, sådan sagde min far. Læreren sagde, jeg var et stykke råddent træ, umuligt at skære til. Når jeg nu tænker efter, havde de jo ret, men sådan tænkte jeg ikke dengang. Jeg har jo penge, tænkte jeg, jeg er familien Xus eneste røgelsespind, hvis jeg slukkes, er det slut med efterkommere.”

”At leve”, s. 18.

Yu Huas ”Huózhe” fra 1993 (”At leve”, 2015) er egentlig ikke en lang roman, men den strækker sig alligevel ubesværet over fire årtiers tumultarisk historie. Rammen om fortællingen udgøres af en unavngiven mand, der har reddet sig et godt sommerferiejob, hvor han skal drage rundt på landet for at indsamle folkeviser.

Undervejs møder han bonden Fugui, der driver på en okse af samme navn. Fugui fortæller om sin ungdoms eskapader, hvor han i en sanseløs rus formøbler familiens formue væk på terningespil og prostituerede. Dette skal dog vise sig at være held i uheld, da kommunisterne kommer til magten. Nye vinde blæser, og jordbesiddere er nu hovedfjenden, hvorfor den nye ejer af familiens jord bliver skaffet af vejen, og landet delt ud til bønderne.

52052246

Nu følger de katastrofale planøkonomiske eksperimenter, som i ideologiens navn kaster egnens bønder ud i den dybeste armod og hungersnød. Derefter bryder Kulturrevolutionen ud, og konstant udsættes Fuguis familie for historiens brutalitet. Familiemedlemmer dør omkring ham, ulykke følger på ulykke, og til sidst sidder den gamle mand altså tilbage som den eneste. Han ejer nu kun en okse, som han meget symbolsk har opkaldt efter sig selv, og sammen traver de frem og tilbage i markernes plovfurer.

I ”At leve” kæder Yu Hua et meget langt stræk af kinesisk historie sammen og lader alle knudepunkterne mødes i den ukuelige bonde Fugui. På den måde er romanen et svimlende historisk dokument, men samtidig gør valget af Fugui som hovedperson denne historie meget konkret. Historiens omskifteligheder opleves stærkere, når effekten føles gennem den indvirkning det får på en almindelig familie. ”At leve” tilbyder et eksempel på, hvordan store politiske omvæltninger har haft indvirkning på det levede liv, og Fuguis jævnhed gør ham let at identificere sig med. Perspektivet bliver på den led overvældende, når man tænker på de millioner af bønder, byboere, intellektuelle osv., der har måttet udholde skiftende regimers luner igennem det meste af et århundrede.