Stephenie Meyer
Foto: David Stone/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Stephenie Meyer

cand.mag. og journalist Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Top image group
Stephenie Meyer
Foto: David Stone/Writer Pictures/Ritzau Scanpix
Main image
Meyer, Stephenie
Foto: POLFOTO

Indledning

Efter blot et par siders læsning er det indlysende, hvorfor Stephenie Meyers Twilight-serie er blevet en verdensomspændende bestseller i millionklassen: Bøgerne er indbegrebet af teenagedrømme, mystik, uforløst begær og spænding. Enhver pige, der har forelsket sig i en dreng fra de større klasser, vil kunne genkende sig selv i Meyers hovedkarakter Isabella Swan. Hun føler sig anderledes, fremmed, klodset og håbløst gennemskuelig i sin overvældende fascination af og forelskelse i Edward Cullen, der, som historien skrider frem, viser sig at være en domesticeret vampyr. Selvfølgelig er det ikke nemt for en teenagepige at have et forhold til en fyr, der hele tiden skal holde sine drifter tilbage for ikke at kaste sig over hendes unge kød. Dét er en genkendelig problematik, selv for teenagere, der ikke drikker blod.

 

48648746

Blå bog

Født: 24. december 1973 i Hartford, Connecticut.

Uddannelse: BA-grad i Engelsk fra Brigham Young University.

Debut: Twilight. Megan Tingley Books/ Little, Brown & Company, 2005 (Tusmørke. Forlaget Carlsen, 2005).

Litteraturpriser: New York Times Editor's Choice, 2005. Publishers Weekly Best Book of the Year, 2005.

Seneste udgivelse: Midnatssol. Carlsen, 2020. (Midnight Sun, 2020). Oversat af Tina Sakura Bestle, Charlotte A.E. Glahn og Christa Leve Poulsen.

Inspiration: Charlotte Brontë, Jane Austen, L.M. Montgomery og Shakespeare.

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Jeg fik lyst til at slå ham. Nej, faktisk havde jeg lyst til mere end det. Mere end noget andet ønskede jeg at være voldsom og dødsensfarlig, jeg ville være sådan en, ingen turde lægge sig ud med. En, der kunne skræmme Sam Uley fra vid og sans. Jeg ville være vampyr. Mit ønskes voldsomhed kom fuldstændig bag på mig og slog helt luften ud af mig. Det var det mest forbudte af alle ønsker – også selv om jeg kun ønskede det nu for at kunne vinde over min fjende – fordi det var det mest smertefulde.”

“Nymåne”, s. 289.

Stephenie Meyer, barn af forældrene Stephen og Candy Morgan, blev født juleaften 1973 i Hartford, Connecticut. Hun voksede op i Phoenix, Arizona, sammen med fem andre søskende. Hendes uddannelse er ikke specielt litterær, og selv bedyrer forfatteren, at hun aldrig har beskæftiget sig med at skrive, før hun en nat havde en meget levende drøm om en pige og en vampyr. Drømmen blev senere til kapitel 13 i bogen “Twilight”. Efter high school gik Meyer på Brigham Young University i Utah, hvor hun gennemførte en Bachelorgrad i engelsk i 1997.

Meyer beskriver sig selv som en ivrig læser, men ligesom hun først begyndte at høre musik i sit voksenliv, har det ikke været litterære ambitioner, der har præget hende. Faktisk må hun betegnes som prototypen på en amerikansk husmor med forholdsvis konservative værdier og et religiøst syn på tilværelsen. Hun giftede sig i 1994, som 21-årig, med Christian Meyer, som hun voksede op sammen med, og med tre sønner i huset valgte Stephenie at gå hjemme efter BA-graden. “Twiligt” blev skrevet en sommer, når hun havde tid mellem bleskift og pottetræning. I dag bor hun og familien i Cave Creek, Arizona, men har også et hjem på Marrowstone Island, og hvor det før var Stephenie, der var hjemmegående, er det nu hendes mand, der har taget jobbet med at passe børn og holde hus. Fordi Stephenie Meyer er mormon, er det nærliggende at indlæse religiøse motiver i hendes vampyrunivers, men selv afviser hun, at det skulle være intenderet. I interviews fremstår hun som en lidt ydmyg og meget taknemmelig forfatter, der stadig synes overrasket over sin egen succes. Til Entertainment Weekly har hun udtalt: “I read these other authors and I think, Now, that’s a good writer. I’m never going to reach that level. But I’m going to be a good storyteller. And what a thing to be!” (interview Karen Valby: Stephenie Meyer: Inside the Twilight Saga, Entertainment Weekly).

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Stephenie Meyer har ramt en guldåre med sin Twilight-serie, der foreløbig er solgt i over 100 millioner eksemplarer på verdensplan. Med filmatiseringerne af bøgerne er udbredelsen eksploderet, og der er vel i dag de færreste teenagepiger i den vestlige verden, der ikke drømmer lidt om Edward Cullen eller kan identificere sig med Bella.

Den enorme popularitet har dog også fået kritikere frem i lyset. En af de bedst sælgende i bogbranchen, gyserforfatteren Stephen King, mener at Stephenie Meyer overhovedet ikke kan skrive. I et interview med USA Weekend udtaler King: “Både J. K. Rowling og Stephenie Meyer skriver direkte til unge mennesker, men forskellen på de to er at Rowling er en fantastisk forfatter og Stephenie Meyer er intet værd som forfatter.”

Tusmørke

“”Jeg prøver at finde ud af, hvad du er.”
Han bed tænderne sammen, men smilede fortsat anstrengt.
”Har du held med det?” spurgte han henkastet.
”Ikke særligt,” indrømmede jeg.
Han lo. ”Hvad går dine teorier ud på?”
Jeg rødmede. Jeg havde vaklet mellem Bruce Wayne og Peter Parker den sidste måned. Det kunne jeg ikke drømme om at indrømme.
”Vil du ikke sige det?” hans forførende smil gav mig et chok. (...)”
“Tusmørke ”, side 92.

Det var ifølge forfatteren en drøm, der blev afsættet for Stephenie Meyers debutroman “Twilight” fra 2005 (“Tusmørke”, 2005). I drømmen stod to personer i en lysning i en skov, optaget af en intens diskussion. Den ene person var en almindelig pige, den anden en gudeskøn mandlig vampyr. Deres samtale drejede sig om det komplicerede og ambivalente i deres forhold: De var ved at forelske sig i hinanden, men vampyren havde svært ved at holde sig fra at dræbe pigen på grund af duften af hendes blod. Kompleksiteten og splittelsen i både at ville have kagen og spise den samtidig blev omdrejningspunktet i Stephenie Meyers bog. Hovedkarakteren Isabella Swan (Bella) forelsker sig hovedkulds i vampyren Edward Cullen, og ved at indlede et forhold til ham og hans øvrige vampyrfamilie balancerer hun på en knivsæg mellem liv og død – eller i hvert fald mellem menneskeliv og evigt vampyrliv.

I starten af bogen flytter Bella fra sin mor og til sin far, der bor i Forks, en frodig, grønlig regntæt by, hvor solen næsten aldrig skinner. Det er i dette beduggede, søvnige landskab, Bellas slumrende kvindelighed og seksualitet vækkes, og det er i den frodige skov, hun oplever sin første kærlighed som et væsen af en anden verden.

25915674

På et symbolplan opererer fortællingen med et næsten eventyragtigt univers: Den smukke, hvide svane (Bella Swan) og den dobbelttydige Edward Cullen (Edward oprindeligt afledt af ‘ead’ – glad/rig/fremgangsrig og ‘weard’ – vagt eller beskytter), der på den ene side vil beskytte sin elskede Bella og på den anden side begærer hendes blod i en grad, der gør den kødelige lyst dødbringende.

Stephenie Meyer har allerede i denne første bog valgt at lave sine egne vampyrregler. Grunden er ifølge forfatteren, at det er nemmere at følge regler, hun selv har opstillet, i forhold til at skulle være opmærksom på de regler og myter, der gennem tiden er opstået omkring vampyrer – at de ikke tåler sollys, hvidløg eller kors for eksempel. Alligevel løber fortællingen ind i nogle teknikaliteter, som læseren må se igennem fingre med. Bellas blod, blot en dråbe, kan få vilddyret frem i Edward. Men samtidig forstår man, at Bella med sine 17 år er kønsmoden og formodentlig har en månedlig blødning. Historien melder dog ikke noget om, at blodet i den forbindelse skulle være et problem.