I et interview i radioprogrammet ”Skønlitteratur på P1” har René Jean Jensen fortalt om, hvordan han med ”I nat bar jeg Caligula” har arbejdet med sin skrift som en langsom ophobningsproces. Dagbøger, drømme, strøtanker, læsenotater, osv. der langsomt hober sig op i mange forskellige notesbøger for til sidst at blive skrevet ind i et dokument. Derefter opstår et organiseringsarbejde, hvor de enkelte linjer eller tekststykker isoleres fra hinanden for så at blive matchet på ny. For at finde ud hvad der giver teksterne liv, hvad der giver spænding til hinanden. ”Det forbinder det at skrive med det at læse,” siger Jean Jensen selv (Skønlitteratur på P1: På et gyngende grundlag. P1, 2019-08-17).
Det kommer ud over litteraturens jegproblem, fordi det fjerner de enkelte udsagn fra ham selv som udsiger, men er stadig næsten hjemsøgt af det personlige. Det udfordrer ens måde at læse på, fordi man gerne vil have, at en tekst har et konsistent jeg. Her får læseren i stedet for et jeg, der er strukket ud. Teksterne har forløb, men ikke et konventionelt forhold til fortælling. I det hele taget synes der at være en skepsis over for al vanetænkning omkring litteratur. Det betyder altså også, at der kan være et element af kritik i Jean Jensens skrift. Men det er også sigende, at det ikke er kritik som formuleres entydigt. Det er snarere en kritisk tilgang til litteraturen, som sådan, der lægger til grund for Jean Jensens praksis. Kritikken mod vanetænkning omkring litteratur er vævet ind i litteraturen selv. I poesien er en af disse vanetækninger den centrallyriske digtning, altså hvor et jeg placerer sig selv i nogle omgivelser og giver sig til at beskrive dem, ydre omgivelser blandet med det det centrale perspektiv og indre oplevelser.
René Jean Jensens poesi lægger sig i en tradition af en mere polyfon poesi, altså hvor man giver plads til flere stemmer. Ikke fordi der er karakterer eller et væld af citater i Jean Jensens poesi. Snarere er det, som om han strækker jeget ud, viser så mange forskellige sider af et jeg, at det næsten opleves som forskellige stemmer, der taler.