fuld af bullenskab, et bejdsesind
gned citron i ansigtet for at leve bedre
fællesskaberne aldrig dionysiske nok
men revisoren vil have sex for sin ydelse
og døse gyldent derefter
se sig selv som en, der bringer ubekvemme sandheder frem i lyset
og ikke selv lytter til dem
i lattefarvede lædersko
kan ikke kysse overbevisende indefra
det her alibinærvær”
Caligula hed en romersk kejser, der levede fra 12-41 e.Kr. Hans regeringstid er i eftertiden blevet skildret som et stort hedonistisk orgie af ødselhed, bl.a. i den erotiske kultklassikerfilm ”Caligula” af Tinto Brass. I det digt, der har givet titel til René Jean Jensens bog, ”I nat bar jeg Caligula” (2019), er Caligula et ”let og velduftende barn.” Det er ikke, fordi det apollinske, spartanske og dionysiske, frådsende virker som et meningsfuldt modsætningspar at læse denne bog med. På den anden side er der noget paradoksalt i, at denne kejser af overflod og grænseoverskridende opførsel beskrives som et barn, selvom han selvfølgelig ligesom alle andre også har været et, måske endda velduftende, barn. Denne bevægelse imellem det sandsynlige og alligevel paradoksale, alle de indvendinger og tanker, denne meget lille drøm kan vække, er typisk for Jean Jensens forfatterskab og også for denne bog.
46801059
Ligesom i de foregående bøger er der et vedblivende arbejde med at destabilisere både beskrivelsen og henvendelsen, såvel som selve ideen om at have et selv, i denne bog. Strategierne ligner dem, man som læser har mødt før i Jean Jensens bøger. Der krydsklippes imellem det drømte, udsyrede og det almindelige, realistiske. Alligevel er det, som om der er faldet en anelse mere ro over teksterne. De er ofte kortere, stritter ikke helt så voldsomt imod ens læsning, og de har simpelthen ofte noget på hjerte. Ofte handler de om modløshed og viljeløshed, om desillusion, når et kort digt f.eks. begynder: ”nostalgi i nuet efter nuet” og slutter ”hvordan man går i en retning/ ved ikke at gøre noget.” (s. 17).
Bogen slutter med en vægelsindet afsked, hvor der alligevel er en lille oplevelse af at give sig hen til noget: ”står i nuets stilstand og siger/ hej, alle levkøjer/ fordi nuet er mægtigst/ oplever det som en måde at sige farvel på,/ selvom jeg ikke går” (s. 130). Måske er det både blomsterne og mismodet, der siges farvel til. I hvert fald er det, som om denne bog er den af Jean Jensens bøger, som engang i mellem tillader sig at hvile i noget, man kunne kalde skønhed.