få den grøn nok. I sig selv vinder dét nederlag
intet ved at blive udstillet på flugtmuseet.
(…) Landskaberne gav mig dårlig
samvittighed. Dét gik for hurtigt, måske var den slette
vis. (…)
I ørkenbussen himlede jeg
over duften af en lille drengs banan.
Og alle opgørets timer med dig? De løber sammen,
de fletter fingre. Jeg blev egentlig vækket
af lysten til at vække dig.”
René Jean Jensen har fortalt, at det tog ham ti år at skrive ”Jeg har planlagt at dagdrømme” (2010), der altså er kommet til at indeholde tekster, der er skrevet helt tilbage i 1999 og frem til 2010. Alligevel føles bogen meget sammenhængende, særligt fordi den stemme, der er udviklet, er så karakteristisk. Ligesom i prosabøgerne springer teksterne her meget rundt. Men til forskel fra prosaen er det, som om digtene kan indeholde flere tonaliteter, f.eks. kan der også blive plads til det ligefrem ømme, kærlige, som når der står: ”Jeg blev egentlig vækket/ af lysten til at vække dig.” (s. 14). Men fordi stemmen, der taler, er så egensindig, taber man aldrig fornemmelsen af at læse et sammenhængende værk.
Digtene er fulde af observationer, sansninger og tanker, men det er svært at sætte de enkelte punkter sammen til almindeligt narrativt forløb. Teksterne springer tit meget og særligt de lange digte, der er op til 10 sider lange, ender med at give et flimrende indtryk, når man læser dem. Det bliver simpelthen svært at huske, hvad man lige har læst, fordi hver sætning indeholder muligheden for at åbne et nyt rum.
28456743
Mange af teksterne arbejder også med glemsel. Det er en af de strategier, der bliver brugt for at forskyde jeget fra sig selv. Glemsel, drøm, fantasi. Nogle gange kan man også få fornemmelsen af, at der kigges så nært på ellers let genkendelige hverdagsting, at de bliver uigenkendelige. En slags drømt hyperrealisme, der gør sansningen og henvendelsen ustabil, sitrende og flimret. Der ligger en implicit modvilje mod den autoritative forfatter, der udlægger sin omverden i et indfølt sprog, i den måde Jean Jensen skriver på. Igen er det ikke et metalag, som teksterne lægger ovenover en virkelighed, snarere har virkeligheden i Jean Jensens digte mange lag, og ingen af dem er overordnet det andet.
Sansning står ikke over forkert sansning, glemsel ligger ikke under for hukommelse, fantasi er ikke foretrukket frem for præcision. Snarere er det paradokser, som virker som om de genererer en spænding i Jean Jensens bog, ligesom titlens mikroparadoks mellem planlægning og dagdrømmeri.