I ”Om hundrede år” er forholdet mellem de tysksindede og dansksindede – og udfordringen med at skulle vælge side – en rød tråd gennem romanen. Den geografiske og mentale nærhed til Tyskland har betydning for de store historiske linjer, og dramaet er med andre ord meget tættere på sønderjyderne end resten af Danmark: De to verdenskrige, Genforeningen i 1920, Den Kolde Krig, Murens fald, studenteroprøret i Paris og de direkte konsekvenser af Danmarks indtræden i EF får betydning for de små samfund, og det afspejles hos Anna Elisabeth Jessen. På den anden side af det internationale drama står det stillestående landsbyliv, og på den vis er ”Om hundrede år” både et tidsbillede og en rolig slægtskrønike. ”Huset” fletter på samme vis den store historie ind i mediehistorien, hvor en arbejdsplads påvirkes af internationale begivenheder – og af nedslag i danmarkshistorien såsom etableringen af Roskilde Festival i 1971.
”Om hundrede år” handler også om det at skrive historie. Hvordan skriver man en families historie? Hvilke nedslag skal man tage, og hvilke konsekvenser har det for slægtens selvforståelse? Selv efter 100 år, da romanen slutter i 2014, spøger hændelserne i 1914 på gården. Under Første Verdenskrig forsvinder den russiske krigsfange Max fra gården efter at være blevet holdt fanget af to tyske soldater, og de to tyske soldater fordufter også. Mens den tvære bror Åge stadig er fascineret af russeren fra sin barndom, vil andre medlemmer i familien ikke tale om ham, og opklaringsarbejdet vender tingene på vrangen omkring årtusindskiftet.
Både ”Om hundrede år” og ”Huset” er kollektivromaner, hvor synsvinklen skifter fokus i de forskellige kapitler, og hvor personernes liv har berøringsflader sammen undervejs i det fremadskridende forløb. Den kronologiske opbygning af begge romaner skaber en fremdrift, der hæfter sig på tiden, der går. Samtidig er det en grundsætning i begge bøger, at tiden vil indhente én, og at man ikke kan løbe fra fortidens fortielser.
Anna Elisabeth Jessen har tidligere skrevet filmmanuskripter og ladet andre mennesker fortælle deres historier gennem sit dokumentariske arbejde – blandt andet gennem lydprojektet ”Hundrede stemmer”, der lod 100 danskere i alderen 1-100 år fortælle små historier. Strukturen i hendes to romaner ligner radiomontagen med sine skiftende stemmer, der til sammen skaber en mosaik, og forfatteren har også ladet de to genrer, dokumentar og fiktion, have indvirkning på hinanden: ”Når jeg laver dokumentarudsendelser, så bruger jeg fiktionens virkemidler til at strukturere handlingen. Her i romanen har jeg en fiktionshistorie, hvor jeg bruger en række dokumentargreb.” (Dorte Washuus: Folk udenfor Sønderjylland ved ikke meget om, hvad det vil sige at leve i et grænseområde. Kristeligt Dagblad, 2019-02-02).
Dokumentargrebene er blandt andet at koble hvert årstal til omverdenens udvikling, til danmarkshistorie og verdenshistorie, og derigennem fortælle en families nære historie. Begge Anna Elisabeth Jessens romaner har en central bygning som omdrejningspunkt. I ”Om hundrede år” er det slægtsgården, og i ”Huset” er det et traditionsrigt mediehus.