Begravelse

Citat
”hvis man ikke er religiøs stadigvæk kan/ kan begrave sine/ kan begrave nogen/ eller hvis man skal begrave nogen som ikke er/ religiøs/ at man stadigvæk// kan begrave dem/ med et ritual”
”Begravelse”, s. 12.

Hvad sker der med dem, der bliver ladt tilbage, når vi dør? Det undersøger Rolf Sparre Johansson ud fra egne erfaringer i sin anden udgivelse, langdigtet ”Begravelse”. Det udkom i 2016 som en del af forlaget Basilisks Serie B og er skrevet som en reaktion på Johanssons mors død to år tidligere.

Med ”Begravelse” indskriver Johansson sig i den undergenre af autofiktion, som adjunkt på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Mads Bunch kalder for ’selvfortællinger’. En genre, Bunch beskriver som en sammensmeltning af fiktion og dokumentar (Liva Johanne Ehler Molin: ’Det er et enormt tab at miste, men også en stor frisættelse’. Information, 2017-01-07).

52228492

Digtet skildrer begivenhederne før, under og efter morens begravelse. Det begynder in medias res op til den første juleaften, hvor jeget og hans to brødre, Bjørn og Jon, skal holde jul uden deres mor. Jeget har glemt at tage anden op af fryseren, og gennem hele digtet optræder lignende konkrete situationer, der belyser morens fravær. Tab, sorg, savn og familieforhold tematiseres. Hvem ved hvad inden for familiens lille lukkede kreds? Og hvem har det sidste ord, når der er delte meninger om, hvorvidt liget skal brændes eller ej? Johansson beskriver direkte, hvordan alle reagerer lidt forskelligt, da moren bliver indlagt, lagt i respirator, dør og køres væk af en portør. Digtet illustrerer også nogle af de problematikker, familien møder efterfølgende, da begravelsesceremonien skal planlægges og afholdes af Humanistisk Samfund, fordi moren ikke var troende og medlem af Folkekirken.

”Begravelse” er i første omgang ikke nedskrevet, men indtalt spontant på en diktafon. Derfor har sproget mange af talesprogets kendetegn, f.eks. associative strukturer, sætningssammenbrud, korte ord og få passivformer. Bindeord som ”og”, ”så” og ”fordi” står ind imellem alene som en strofe for sig og stritter. Det er, som om sproget går i opløsning, fordi sorgen er så overvældende, at den tager alt den energi, man normalt bruger på at tænke, tale og skrive sammenhængende og grammatisk korrekt.