Rolf Sparre Johanssons tredje bog ”Piedestal” (2018) er en samling tekster, hvoraf nogle er digte, andre kortprosastykker og andre igen tekster, der i deres løse skitseagtige form, talesproglige tone og dateringer i overskriften minder mest om dagbogsnotater. De fleste af teksterne foregår i tiden omkring den såkaldte flygtningekrise i 2015, da borgerkrigen i Syrien drev mange mennesker på flugt.
54084943
Danmarks asylpolitik, terrorisme og hverdagsracisme er nogle af de tematikker, der optræder i teksterne. Blandt andet i ”Chokoladefigur”, hvor jeget og hans ven Jakob overhører en politibetjent sige noget, de mistænker for at være racistisk. De to venner er på vej hjem fra en fodboldkamp, da de i nærheden af Toftegårds Plads i Valby ser en motorcykelbetjent give en dreng en bøde for at sidde bag på sin vens elcykel. Da betjenten kalder drengen for chokoladefigur, går de over og blander sig, da de ikke mener, at betjenten kan tillade sig at tiltale drengen sådan. Jakobs spørgsmål og betjentens svar er sat op på siden som en dialog i et teatermanuskript.
Titlen ”Piedestal” er taget fra samlingens første tekst, der er et digt, der fortsætter, hvor ”Begravelse” slap. Jeget er tilbage på kirkegården og mindes sin afdøde mor. Hun tiltales i du-form, og jeget fortæller hende om sit besøg i Kolding, hvor hun boede, og hvordan forskellige folk han møder, spørger til hans følelser ovenpå hendes død. Den ene association fører til den næste og får ham til at fremhæve morens positive karaktertræk, som hendes tålmodighed og uselviskhed, når de spillede matador sammen. Men som han til sidst overvejer, har han det nok med at sætte hende op på en piedestal, fordi hans savn slører for hans dømmekraft. Samtidig kan titlen også tolkes som en kommentar til tekstsamlingen som helhed, hvor jeget har det med at føle sig moralsk hævet over andre. Han gør sig f.eks. mange tanker om, hvordan man bør behandle flygtninge, samtidig med at han også må erkende, at han ingen anelse har, om hvordan det er at være i krig eller på flugt.