Jonas Kleinschmidts ungdomsromaner er moderne dannelsesromaner, det der især inden for film kaldes coming of age-genren. Tilgangen er realistisk, og en empatisk interesse for, hvad der rører sig i det unge menneske betyder, at det er følelserne og de subtile mekanismer imellem mennesker, der optager bøgernes drenge. Og hovedpersonerne er konsekvent drenge: Det er drengeværelset, læseren er en flue på væggen hos, og det er fodboldstrømper, der trækkes på, ikke nylonstrømper. Piger og forældre skildres med forventet distance, og en stærk fascination af venskabets betydning for den store dreng og unge fyr bærer bøgerne.
I de foreløbig tre romaner fornemmes et fælles alter ego, der i forskellige scenarier oplever ungdommen på ny – fascineret og frygtsomt. Det er en central tematik i bøgerne, at hovedpersonen er ramt af en stor sorg og for at finde sin egen vej ud af den må udvikle sig. Gode hjælpere er fodbolden og musikken, både for den enkelte unge og for at spinde venskaber sammen. En tematisk fællesnævner er også vigtigheden af at værne om sin integritet og den mulighed for at finde styrke og identitet, der ligger i at hjælpe og være stærk for andre.
Der er tale om opbyggelige ungdomsromaner, men der er også skarpe kanter. Budskabet er nemlig, at vejen fra barn til voksen er turbulent, og at det er uundgåeligt at slå sig. Det ses særligt tydeligt i ”Drengene”, der betoner ansvarlighed – for sig selv og for at finde sin egen vej i livet, og for de andre i gruppen. Hovedpersonen trådte forkert og må leve med sin skyld. I ”Englene over København” kræver det forskellige greb at holde tungen lige i munden som ungdomsroman: Intentionen er at skildre krigens blodige alvor, men det er stemningen og ikke blodet, der er i fokus, og børn er derfor enten i live eller døde – det frygtelige indimellem beskrives ikke, og herved overholdes genren.