Godt bagerbrød

Året efter fulgte den fine billedbog Der er krummer i Bager Svendsen (1996),  der også var et resultat af samarbejdet mellem Ida Toldbod og Hanne Kvist.

Svendsen er virkelig en anderledes bager, der former sine boller og kager meget fantasifuldt. Brødet ligner alt muligt andet end det ’normale’, og i begyndelsen synes alle folk i byen, at hans idérigdom er skæg og kreativ.

Men efterhånden rejser der sig storm af utilfredshed over hans mangel på pli og tradition, og Bager Svendsen mister alle sine - ja! - kedelige kunder. Efter denne fiasko kan han lige så godt tage sig en lang ferie bort fra den lille småborgerlige by, hvor folk åbenbart kun vil ha’ hverdagsbrød.

På en lille solskinsø i de varme vande opdager Svendsen, at alle bagere på stedet bager anderledes brød med skægge former. Hov!, der er altså andre bagere som ham i verden, og bestyrket i sin tro på sig selv, vender Svendsen atter hjem.

Her bliver han modtaget af den søde lille frøken Julie, der faktisk, som den eneste, har troet på hans originalitet hele tiden. Gennem et lidt lusket trick hjælper frk. Julie bager Svendsen med at få en kæmpeordre på brød til borgmesterens fødselsdagsfest. Og nu ender alt i fryd og gammen, og den (lidt grå), men kærlige frk. Julie bliver bagerfrue.

Lykken lå sandelig lige foran bagerens fod, ja, så snublende nær, at han knap lagde mærke til den. Men det var godt, at Svendsen troede på sig selv og havde mod til at ville være noget helt specielt.

Det er en fin, skør og herlig billedbog om turde være anderledes...