Og denne gang: Danskere. Forkælede, virkelige velfærdsdanskere. Ikke købte thaipiger eller illegale russiske gadeludere. Kan man overgå det?”
Steen Langstrups roman “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” fra 2011 er et kontant og makabert mareridt. Vi er i genren tortur-horror, og det er absolut ikke læsning for børn og sarte sjæle. To piger er på arbejde på en ensomt beliggende tankstation. Det er aften, og gaderne ligger øde hen på grund af en sportsbegivenhed, hvor Danmark er i finalen. Agnes, der er antropologistuderende, forsøger at arbejde lidt på sit speciale, mens den mere jordnære Belinda keder sig og sender sms’er til kæresten Christoffer. Både Christoffer og Agnes’ kæreste Benjamin spiller sammen med pigerne vigtige roller i fortællingen. Kun få kunder kigger forbi i løbet af aftenen – bl.a. to mænd, der opfører sig mærkværdigt. Inden længe spiller pigerne hovedrollerne i en yderst blodig forestilling.
På kun 152 sider skildres et meget intenst forløb. Fortællingen kører i to spor – et nutidigt spor og flashforwards (dvs. at fremtiden vises i glimt) til det forfærdelige, der venter pigerne senere på aftenen. De to spor kører til slut sammen til ét i nogle meget voldelige torturscener.
28971141
Langstrup opbygger med få virkemidler en meget uhyggelig stemning allerede fra romanens begyndelse, bl.a. i kraft af en luftpumpe, der hele tiden skifter plads ved standerne, de suspekte kunder, der kommer forbi, og pigernes voksende uro.
Romanen har elementer af voyeurisme (når et individ får seksuel tilfredsstillelse ved at iagttage andre menneskers nøgenhed eller seksuel adfærd), der leder tankerne hen på filmens verden, hvor vi bl.a. støder på det i David Lynchs univers. Overvågningskameraerne på tanken, Christoffer, der morer sig med Happy slapping (umotiveret vold optaget på telefon for underholdningens skyld) på sin mobiltelefon og til slut de snurrende kameraer, der filmer pigernes lemlæstelser, kan ses som et underliggende tema i bogen. I en tid med reality TV, Happy slapping osv. er vi alle voyeurister i større eller mindre grad. I “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod” er nydelsen ved at se på andre menneskers smerte kørt helt ud i det ekstreme, og det er utrolig effektfuldt.