Pigen der kunne tale med hunde

Citat
”Er du ikke blevet bange for hunde? sagde faren. Hvorfor det? sagde Sofie. De gør jo ikke noget. Desuden kan jeg jo tale hundesprog. Nå, ja, men det fungerede jo ikke så godt med hundene ovre hos Nuka. Det var jo, fordi de var bange, far. De troede, jeg ville gøre hvalpene fortræd. Når man bliver rigtig, rigtig bange, så forstår man ikke altid, hvad der bliver sagt.”
”Pigen der kunne tale med hunde”, s. 49.

I 2017 vendte Kim Leine tilbage til den danske familie i Sydgrønland, som udgjorde persongalleriet i hans første børnebog. Men hvor det var storebror Andreas, der var fortællingens hovedperson i “Drengen der drog nordpå for at finde julemanden”, er det i historien om ”Pigen der kunne tale med hunde” lillesøster Sofie, det hele handler om. Hun fylder snart syv år og ønsker sig brændende en hundehvalp til sin fødselsdag. For Sofie kan nemlig tale med hunde, og med sin særlige trylleformular ”Egard-dunh!” kan hun forvandle familiens slædehunde til drager og tilbage igen. Men Sofies forældre vil hellere give Sofie en dukke, og i det hele taget forklarer de Sofie, at man skal være forsigtig med slædehunde, da de kan være farlige.

Både forældrenes bekymrede advarsler og den dragenatur, som Sofie behersker i sit legeunivers med hundene, bliver pludselig til blodig alvor. For en dag, da familien er på fødselsdagsbesøg hos en anden familie i bygden, krammer Sofie begejstret de søde små, nyfødte hundehvalpe uden at tage højde for hvalpenes mor, der nærmer sig.

Set igennem Sofies omtågede tilstand følges de dramatiske hændelser efter slædehundens angreb. En bumlende tur med båd bringer hende til sygehuset, og da Sofie igen vågner op, er det med halvtreds sting i ansigtet.

Trods den voldsomme oplevelse er det første Sofie gør, da de kommer hjem til bygden, at gå op til slædehundene for at se, hvordan de har det. Hun er heller ikke ked af sine ar, for hendes begejstring for hunde er ikke blevet mindre. Men hun er nok blevet lidt klogere på deres dragenatur. Og da fødselsdagen oprinder, får hun ikke bare én, men hele fire små hundehvalpe.

Som en krølle på historien lader Kim Leine i et efterskrift læseren forstå, at historien her, som flere andre dele i forfatterskabet, udspringer af hans eget liv. Pigen i historien er i virkeligheden hans egen datter, der i dag som voksen kvinde blandt andet er blevet professionel hundetræner.