Brudekjolen

Citat
”Det sorte hul. Hun ved, at hun er gal. Nej, hun har brug for tid, ikke andet, lidt tid til at samle sig. Ja, sådan må det være, hun har nok taget metroen. Hun mærker ikke længere sin krop, men kun sveden, der løber ned ad armene, de ilende, piblende dråber, og hun tørrer sig ved at trykke albuen mod kroppen. Hvordan er hun klædt? Virker hun vanvittig?”


”Brudekjolen”, s. 24.

I Pierre Lemaitres psykologiske spændingsroman ”Robe de marié” fra 2009 (”Brudekjolen”, 2015) følger man på skift kvinden Sophie og manden Frantz. Den kvindelige hovedperson, Sophie Duguet, er efter en stribe blackouts og uforklarlige episoder mere og mere sikker på, at hun er ved at miste forstanden. Da hun en morgen finder den seksårige dreng Léo, som hun er barnepige for, kvalt i sine snørebånd, flygter hun over hals og hoved, men mareridtet er kun lige begyndt. Den unge kvinde, som tidligere havde en fin karriere og var lykkelig gift, lever nu på kanten af samfundet, mens hun udtænker en plan om en helt ny identitet: ”En Sophie vil forsvinde, tyven, mordersken, farvel til Tosse-Sophie. Og opstået fra et sort hul. Den uskyldige Sophie.” (s. 74). Sagen er bare den, at hun uden at ane det, ikke er gerningsmand til de mord, hun er eftersøgt for. Hun er derimod selv offer for en udspekuleret plan.

52217938

”Hvordan kan man gøre et andet menneske sindssyg”? Det synes at være et af de spørgsmål, som har ført til plottet i ”Brudekjolen”. Romanen er en uhyggelig historie om en stalker, som manipulerer med en kvindes selvopfattelse, så hendes liv efterhånden mest ligner en kafkask labyrint af manglende mening, og den eneste forklaring synes at være, at hun er blevet psykisk syg og begår grusomme handlinger uden bagefter at kunne huske det. I virkeligheden handler det om en syg mands hævnakt. I afsnittet, hvor synsvinklen er hos Frantz, kommer man helt tæt på den grusomme indgriben i den unge kvindes liv.

Årsagerne til Sophies oplevelse af at have mistet sig selv beskrives i detaljer fra Franz’ perspektiv. Ting forsvinder og dukker op igen, Sophies mand bliver lam efter et mystisk trafikuheld og omkommer siden efter det, der ligner et selvmord, det nye hus invaderes af rotter, og til sidst har mennesker det med at dø efter mødet med Sophie. I stedet for et fokus på opklaringen af historiens forbrydelser zoomer Lemaitre helt ind på det, der foregår i de to hovedpersoners bevidsthed og opruller deres psykologiske tilstand og bevæggrunde.