MIRA 3 - #KREAKLUBBEN #FAMILIE #KYS

Citat
”Kære dagbog,
Nogle gange hader jeg at være hos min far. Jeg troede, at det vil være nemt at have en far, men det er helt anderledes, end jeg regnede med. Det føles ikke, som om vi er i familie. Jeg er bare en gæst i deres familie. Bror er også mega irriterende. Jeg gider ikke at hjælpe ham med hans åndssvage børnespil, når jeg endelig taler med min far. Det virker ikke, som om far forstår mig. Jeg ligner ham heller ikke, hvad hvis han ikke er min far? Jeg mener, min mor har altid haft mange kærester. Måske har hun taget fejl.”


”MIRA 3 - #KREAKLUBBEN #FAMILIE #KYS”, s. 25.

Med tekst af Sabine Lemire og illustrationer af Rasmus Bregnhøi udkom ”MIRA 3 - #KREAKLUBBEN #FAMILIE #KYS” i 2019 som efterfølger til ”MIRA 2 - #HUSBÅD #FAR #KÆRLIGHED”. i 2’eren går Miras drøm om at møde sin far i opfyldelse. Det er nervepirrende sådan at skulle møde sin far for første gang, og en stor omvæltning pludselig at skulle være delebarn. I tredje bog i serien er Mira flyttet på en husbåd med sin mor. Historien tematiserer de blandede følelser, Mira har til sin nye familie, og hvor svært det kan være at vænne sig til at have fået en lillebror og en papmor. Det er ikke, som hun havde forestillet sig at have en far, og hun synes, at de er meget forskellige. Mira får den tanke, at det måske er en anden mand, der er hendes far. Det kan jo være, at hendes mor har husket forkert. Mira forsøger sammen med sin veninde Liva at finde ud af, hvem der er hendes rigtige far.  

En dag møder Mira Livas fætter, og hun kan slet ikke få ham ud af hovedet. For første gang forelsker hun sig. Historien tematiserer også fasen mellem barndom og ungdom, og de ambivalente følelser der følger med, når man opdager, at man ikke længere kun er et barn. Kroppen forandrer sig, selvom man hverken har lyst til at få bryster eller menstruation.

46652703

”Mira elsker fredag” og ”Mira på lejrskole” er selvstændige sidehistorier til tegneserien. ”Mira på lejrskole” er en interaktiv historie, hvor læseren selv bestemmer, hvordan Miras tur udvikler sig. Også tegneserien har flere elementer, hvor læseren inddrages i historiens univers. Miras Instagram-konto eksisterer også i virkeligheden, hvilket gør det muligt at kommentere og følge med i hendes liv, når bogen er slut.

På den måde lever historien videre uden for bogsiderne. Samme virkemiddel benyttede den norske ungdomstv-serien Skam sig af: sideløbende med at tv-serien kørte i fjernsynet, kunne man følge karaktererne på Instagram og på den måde blev det fiktive univers flyttet endnu tættere på den virkelighed, som læserne og tv-seerne befinder sig i.