Genrer og tematikker

I både ”Fælleden” og ”Vi er her” tematiseres og problematiseres forskellige former for fællesskaber: venskaber, parforhold, familien, det nationale, det historiske, det menneskelige og fællesskabet mellem alt levende. Som Liv Sejrbo Lidegaard beskriver i et interview: ”Jeg går op i fællesskabet. Hvem er med og hvem er ikke med? Fæet er den uden sprog. Det umælende. Det er enten dyret, som er uden for det menneskelige fællesskab eller fæet, som er den dumme eller uvidende person. Så i ordet fællesskab er de, som ikke må være der, også med.” (Kristian Villesen: Slaget om fælleden. Information, 2016-10-08). Forfatterskabet rummer både en kritik af eksisterende hierarkiers eksklusionsmekanismer og et håb om nye mulige fællesskaber. Som der står i ”Vi er her”: ”Jeg drømmer om et system der er menneskene værdigt” (s. 77).

En andet spor i forfatterskabet er menneskets gennemgribende påvirkning af kloden. Med et nyere begreb kan man sige, at Liv Sejrbo Lidegaard beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve i den antropocæne tidsalder. En tidsalder, hvor menneskeskabte klimaændringer er allestedsnærværende. Hendes poesi forholder sig både til dette faktum ved at ironisere over menneskets selvbillede: ”se bare flamingoerne når de letter - ikke som os, der tror vi er små guder - der tror vi kan klare os selv - dét giver jo ingen mening” (”Fælleden”, s. 27) og ved at forskyde blikket fra mennesket som verdens centrum til fugleperspektiv: ”for falken er herlev et bjerg i lavlandet” (”Fælleden”, s. 66).

Liv Sejrbo Lidegaard er i sin poesi optaget af, hvordan sproget er med til at skabe vores virkelighed: ”Det, vi gør med sproget, er på en ret direkte måde med til at definere, hvad det er for en verden, vi lever i. Og hvis vi nu skal forestille os noget nyt, en ny verden eller en modstandskraft i stedet for bare at beskrive al den her død og ødelæggelse, kunne det måske finde sted i poesien.” (Sebastian Wittrock: Det handler om at bruge sproget på en måde, der gør verden reel. Politiken, 2018-01-21). Det tematiseres også eksplicit i hendes tekster, som når der for eksempel i ”Fælleden” står at: ”at benævne er at fremvise at fremvise er at forandre” (s. 33).