Det er under en flyvetur til Tallinn, at han bliver syg. Fortællerens ven, som han konsekvent kaldes bogen igennem, har altid været fascineret af Østblokken og er rejst til Estland for at være sammen med Tom, som han elsker. Men da han kommer frem, har han blå og lilla mærker over hele kroppen, og han tvinges med helikopter tilbage til København, hvor han bliver indlagt på Rigshospitalet. Sygdommen viser sig at være aplastisk anæmi, og inden længe er hans lilla krop koblet til slanger, der løber ind i maskiner, der spytter blod, ketogan og serum fra heste og kaniner tilbage i den syge krop.
54700385
Venskabet og fortællerens fascination af vennen står helt centralt i Johannes Lilleøres roman ”Min syge ven” (2018). Begge forbliver bogen igennem navnløse – et greb, der tydeliggør det særlige bånd mellem dem, og selv om fortælleren også bliver forelsket i Tom, ender det aldrig i trekantsdrama.
Fortælleren er til stede under hele sygdomsforløbet, der strækker sig over mere end to år, og som sygdommen tager til, mister han langsomt grebet om sit eget liv. Måske han ikke kun er på hospitalet for at støtte vennen, men simpelthen fordi han ikke kan finde ud af sit eget liv. Han vil ikke være i sin skimmelsvampsinficerede lejlighed, og han stopper med at tage arbejde for at kunne sidde ved vennens hospitalsseng. Fortælleren er kun nogen, når han er der for andre: ”Jeg ser ikke mig selv som hovedpersonen i noget. Det har jeg aldrig gjort. Jeg fikser altid en birolle i nogens historie,” fortæller han om sig selv (s. 31). Det er slående, at tekstens mange korte afsnit overvejende handler om vennens liv før og efter indlæggelsen, og kun sjældent hører man om fortællerens liv uden for hospitalet.
Bogens sider er ofte kun fyldt halvt eller kvart ud, og sætningerne er også ordknappe og består tit af meget præcise betragtninger. Der er lyriske anslag og en rytme i teksten, som gør bogen markant mere genreudforskende end forgængeren ”Mårhund”. ”Min syge ven” er ikke bare en forfærdelig og rørende sygdomsfortælling set fra den pårørendes perspektiv. Bogen handler også om at stå ved siden af livet generelt, uden rigtig at kunne gribe det – selv når døden står ved siden af.