Portræt af Helga Flatland.
Foto: Agnete Brun / Aschehoug

LiteratureXchange 2022 – International litteraturfestival i Aarhus

Redaktionen
Top image group
Portræt af Helga Flatland.
Foto: Agnete Brun / Aschehoug

I juni afholdes den internationale litteraturfestival LiteratureXchange i Aarhus.

Aarhus Litteraturcenter og Aarhus Bibliotekerne har arrangeret festivalen, der løber af stablen fra 9. til 19. juni 2022 over hele Aarhus med Godsbanen og Dokk1 som hovedscener.

Læs mere om festivalen, og se programmet på LiteratureXchange

Herunder finder du portrætter af nogle af de danske og internationale forfattere, der gæster festivalen. Flere af forfatterne har for nylig deltaget i Forfatterwebs interviewrunde "Forfatterstafetten", hvor de fortæller mere om deres seneste værker og skriveproces. Ud over at læse mere om forfatternes baggrund og forfatterskab kan du også se interviewene på de enkelte forfatterportrætter.

Danske forfattere

Naja Marie Aidt

Det moderne liv står centralt i Naja Marie Aidts forfatterskab, og det er tunge emner, der tages op, såsom utroskab, sygdom, død, vold, angst, seksualitet og kærlighed. Hendes forfatterskab er blevet hædret med adskillige fornemme priser, senest Det Danske Akademis store pris i 2020 og Det Svenske Akademis nordiske pris i 2022.

Tine Høeg

Tine Høeg er fascineret af voksenlivets mange facetter. Hun sætter kritisk spørgsmålstegn ved gældende forestillinger om moderskab, kvinderoller og kvindeligt begær, og hun gør det gennem humor og et præcist, lyrisk sprog. Tine Høeg har medvirket i "Forfatterstafetten" – se interviewet på forfatterportrættet.

Lotte Kirkeby

Med fine registreringer, velplacerede indskudte sætninger og stille antydninger skriver Lotte Kirkeby om det at miste i alle livets aldre. Hun er aktuel med romanen "Hvis man ikke vidste bedre" og har også for nylig medvirket i "Forfatterstafetten", hvor hun fortæller om romanen.   

Jørgen Leth

Digteren, skribenten, filminstruktøren og cykelkommentatoren Jørgen Leth er en af dansk kulturlivs store personligheder. Leth er en sanselighedens digter, der forsøger at indføre kunsten i dagligdagen og gennem sin lange produktion har formidlet i et klart, enkelt og cool sprog, hvordan verden ser ud gennem hans æstetiske briller.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Den danske forfatter er senest aktuel med den anmelderroste historiske roman "Margrete I" fra 2020. Hun har desuden deltaget i "Forfatterstafetten", hvor hun fortæller om romanen. Se interviewet på forfatterportrættet.

Jesper Stein

Med romanerne ”Rampen” og "Ædru" bevæger Jesper Stein sig fra krimigenren over i den autofiktive genre, hvor alkoholisme og et kuldsejlet familieliv er sat ind i rammerne af forfatterens eget liv og egen opvækst. På portrættet kan man også opleve Jesper Stein fortælle om "Ædru" i et åbenhjertigt Forfatterstafet-interview.

 

Udenlandske forfattere

Chimamanda Ngozi Adichie

Den prisbelønnede nigeriansk-amerikanske forfatter er aktuel med erindringsværket ”Noter om sorg", der både er Adichies følelsesladede afsked med sin elskede far og en hengiven hyldest til ham. Bogen er også en undersøgelse af sorgens natur, hvor forfatteren går konkret og kropsligt til værks.

Lars Saabye Christensen

Den norske forfatter skriver om samfundets outsidere og om pubertetens disharmoniske tid med en særegen sproglig skarphed og poesi. I ”Byens spor”, der begyndte som en trilogi, men lidt overraskende blev til en tetralogi med det fjerde bind om Jesper og Trude, har han tegnet såvel Oslos gader som sit eget forfatterskab op i et imponerende storværk.

Helga Flatland

Begejstringen for den norske forfatters bøger er kun blevet større for hver bog ­– både i Norge og Danmark – og hun regnes som et stort prosatalent i norsk samtidslitteratur. Hun er aktuel med romanen "Et liv forbi", der er en medrivende fortælling om en mor og en datter, og om liv, død og tilgivelse.

Sayaka Murata

Den japanske forfatter er blevet kult i sit hjemland pga. af sine korte romaner, der udfordrer nogle af det moderne Japans største kulturelle tabuer via romankarakterer, der nægter at følge normen og tilpasse sig de traditionelle kønsrollemønstre.

Alex Schulman

Med sin egen families historie som brønd har skånske Alex Schulman skrevet tre bøger med en dirrende barndom i centrum. 

Herbjørg Wassmo

Herbjørg Wassmo er en af Norges mest læste forfattere, der i sine romaner stiller skarpt på menneskesindet og det omgivende samfund og blander realistiske iagttagelser og konkrete sanseerindringer med surreale drømmesekvenser.
 

Rigtig god fornøjelse.

Artikel type
News Item