Happy ending

Citat
””Om jeg begriber dig, Elvira.”
Jeg vil ikke begribes. Jeg vil bare have min pension, sådan var det dengang, og sådan er det nu, jeg har for længst fortjent den, men den slags kan man ikke sige højt. Så jeg siger mindst muligt. Det er det sikreste, det har jeg vænnet mig til, og det har kommunen også.”

”Happy ending”, s. 18-19.

I 2016 udkom Anne-Sophie Lunding-Sørensens roman ”Happy ending”, der er den første af to fortællinger om den stærkt overvægtige Elvira Gregersen.

Elvira er 39 år og arbejder som telefondame på et bordel. Hun er kronisk arbejdssky og forsøger ihærdigt at fuppe systemet til at give hende en permanent pension. Elvira æder sig gennem dagene i et orgie af pizzaer, roulader og ostepops, der skylles ned med sodavand i litervis. Elviras største bekymring er tvillingebroren Sixten, der er narkoman. Hun søger hjælp hos deres fælles ven Køster, der er politibetjent og samtidig ejer af bordellet. En dag forsvinder Candy, en af de prostituerede, og Elvira kontaktes af stamkunden Kluden, der vil have hende med ud at lede.

At forfatteren har opkaldt tvillingerne efter linedanseren Elvira Madigan og dragonløjtnanten Sixten Sparre er et paradoks, der kendetegner romanens tragikomiske stemning. Elvira er med sine 148 kilo alt andet end en yndefuld danserinde, og den kække løjtnant er i tvillingebrorens skikkelse ”en tragisk junkiehelt i lort til knæene”.

54463561

Elviras højeste mål i livet er at passe på Sixten, og hun lukker ham beredvilligt ind i sin halvandenværelses lejlighed i Nordvest, når han er sulten, mangler penge eller, når han som kontant afregning, har fået klippet en finger af. Elvira viser nærmest grænseløs offervilje, når det kommer til Sixten, og forklaringen herpå skal findes langt tilbage i en fælles mørk og forbitret barndom med et savn efter deres afdøde mor og en far, der svigter sine børn på allergroveste vis.

”Happy ending” er en fortælling om ensomhed og hårde livsvilkår på bunden af samfundet, men der er også håb. Bogens jeg-fortæller er Elvira. Hun beskriver med ironisk distance sin lille verden af trøste-calzonepizzaer foran tv'et, sagsbehandlernes opgivende blikke og om Sixtens mere og mere desperate situation. Men vi hører også om den stille forelskelse, der opstår mellem hende og Kluden, og som Elvira forsigtigt lader sig rive med af, alt imens hendes indre monolog kører: ”Fuck, tænker jeg, fuck, fuck, fuck, hvad laver jeg her, jeg fatter ingenting, hvor dum kan man være, Elvira, din fede ko, fuck.”

Hjemme hos Kluden oplever Elvira for første gang i sit voksne liv kærlighed og omsorg.