Otte måneder

Citat
”Han slap forsigtigt taget om hendes hånd. Langsomt, langsomt slappede hun af. Men til sin store forbløffelse havde hun stadig nøglerne i hånden. Hun tvang sig selv til ikke at se sig om i den fantastiske lejlighed. Det krævede så stor anspændelse, at det gjorde ondt i nakken.”
”Otte måneder”, s. 211.

I 2019 udgav Magnus Montelius sin anden roman, ”Åtta månader” (”Otte måneder”, 2019). Heri ansættes journalisten Nina Wedén overraskende som pressesekretær for den politisk uerfarne Jacob Weiss, der hentes ind som Sveriges nye udenrigsminister. Overraskelsen består i, at Nina Wedén fældede den tidligere udenrigsminister ved at afsløre ham som sexkøber. Tippet fik hun fra en hemmelig kilde, som tilsyneladende stadig trækker i trådene i svensk toppolitik.

Efter at en højtstående embedsmand findes hængt, indser hun, at der handles på flere planer – og ud fra flere forskellige dagsordener. Samtidig tiltrækkes hun mere og mere af den karismatiske og uforudsigelige udenrigsminister, der adskiller sig fra den traditionelle levebrødspolitiker. Og går sine egne veje.

47045746

”Otte måneder” er en krimiroman med flere spor. Sideløbende med de politiske magtkampe følger vi Max Boije, der arbejder med politisk interessevaretagelse og har fået til opgave at forfatte en rapport med baggrundsoplysninger om Sveriges nye udenrigsminister Jacob Weiss. En rapport, der aldrig skulle se dagens lys.

Max finder et hul i udenrigsministerens cv på otte måneder, hvor ingen kan verificere, hvad han foretog sig. Han får besked på at lade det ligge, men sammen med dagbladsjournalisten Niller arbejder han sig alligevel tættere på sandheden. Med store konsekvenser til følge.

Nina Wedéns refleksion som: ”Hun havde aldrig spurgt, hvad indflydelsen skulle bruges til, bare været lykkelig for endelig at kunne vise, hvad hun var værd.” (s. 434) afspejler en af romanens tematikker: Væsentligheden af at holde sig for øje, hvad du skal bruge den magt til, som du har tilkæmpet dig. Ingen er udelukkende gode eller onde i ”Otte måneder”, og alle farer vild i anvendelsen af den indflydelse, de har. De kæmper også det meste af tiden for sig selv – og kun i glimtvis for hinanden.

Romanen er scenisk fremstillet med detaljerede beskrivelser af både mennesker og miljø, som da udenrigsministeren afslører sit kendskab til byen Delhi: ”Han havde taget en nystrøget hvid hørskjorte på; opsmøgede ærmer, tynde bukser. Han vidste, hvordan man skulle klæde sig, og hvordan man skulle gebærde sig i mylderet og varmen.” (s. 203). Alle sanser aktiveres, som handlingen skrider frem, og du følger ikke bare blikket, du mærker det.