De døde fylder dagene med en smag af mønter

Citat
”Fuglene faldt fra himlen. (…) Selvom jægerne havde været forbi flere gange, blev der ved med at være hunde og katte. Når Vasilij og jeg slukkede motoren, var der stille.”
”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, s. 62.

I 2019 udkom ”De døde fylder dagene med en smag af mønter”, der er præget af den samme undergangsstemning som mange af Carsten Müller Nielsens øvrige bøger. Romanen, der handler om atomkraftulykken ved Tjernobyl i 1986, er fortalt i en fragmentarisk stil. I en række stillbilleder følger man det barske liv for en kattefamilie i et efterladt hus ikke langt fra atomkraftværket, og i et indrammende nutidsforløb sidder en tidligere soldat på en bar. Han har hyret en prostitueret kvinde til at lytte på sin fortælling om oprydningsarbejdet omkring atomkraftværket, der kostede hans kollega – og mange andre – livet.

46943325

Han fortæller også om sin barndom og bedstemorens forladte hus, hvor kattefamilien nu bor, mens man i flashbacks også følger hans tur til Estland, hvor han befinder sig nu. Undervejs i samtalen, der foregår i beruset tilstand og gennem en hel nat, deler den prostituerede kvinde også sin egen ulykkelige historie, og de taler bl.a. om kunstneren Sophie Calle.

Den poetiske titel er taget fra oprydningsarbejderens beskrivelse af, hvordan det smagte i munden at arbejde på stedet for atomulykken. Som barn havde han fået lagt en mønt ind på tungen, når der skulle tages fotografier, for ikke at smile for stort og med åben mund, og den samme metalliske smag fyldte luften omkring Tjernobyl.

Som roman er ”De døde fylder dagene med en smag af mønter” præget af en nøgtern registrerende tone, men under overfladen truer en tung og sort stemning. I det forladte hus kæmper både en flok ulve, en bjørn og en kattefamilie for deres liv i en verden, der er blevet forgiftet af atomaffald, men det er beskrevet uden menneskelig sentimentalitet eller patos. I oprydningsarbejderens nutid kæmper han med sine minder og med den lymfekræft, han har pådraget sig, men han gør det med løftet pande.

Carsten Müller Nielsen gik i gang med at skrive Tjernobyl-romanen i 2015, da han huskede ulykken og dens stærke og uhyggelige billeder fra sin barndom. Nu oplevede han imidlertid, at den kollektive hukommelse havde slettet ulykken, og på biblioteket oplevede han, at bøger om emnet var blevet forvist til magasinet i kælderen. Romanen blev indstillet til DR Romanprisen 2020.