Forfatteren som barn

Sally Altschuler blev født i København i 1953. Han voksede op i et socialt boligbyggeri Folehaven i Valby, sammen med sine forældre og to søskende; en storebror og en storesøster. Sally´s far indvandrede fra Polen i 1910 og mødte under 2. verdenskrig Sally´s mor i Lund i Sverige.

Efter krigen giftede de sig og flyttede til Valby. Han husker selv Folehaven som et sted med masser af lys og luft og en masse børn man kunne lege med.

Hans første skoleår tilbragte han i Kirsebærhavens skole, men startede fra 3. klasse i den jødiske skole på Nørrebro. Som barn tænkte han ikke meget over, at hans famile var jøder, men han nævner selv, at det selvfølgelig har haft betydning for ham, at han tilbragte en stor del af sin barndom i Den jødiske skole.

Da Sally skulle i realklasserne vendte han tilbage til Kirsebærhavens Skole, hvor han deltog aktivt i elevrådsarbejdet. Han mindes selv sin skoletid som en god tid - han husker den jødiske skole som mange år forud for sin tid på det pædagogiske område. Blandt andet sagde man "du" til lærerne.

Gennem elevrådsarbejdet fik han også stor respekt for Kirsebærhavens skoleinspektør Orla Lundby. Efter 2. real kom han på Falkonergårdens Gymnasium, hvorfra han blev student i 1972.