Forfatteren som voksen

Efter gymnasiet arbejdede Sally Altschuler et år som lærervikar for at tjene penge til en tur til Østen - den tids dannelsesrejse. Rejsen gjorde stort indtryk på Sally og mange af de tanker og følelser han havde dengang har han brugt i sine romaner; blandt andet i Jordens salt.

Efter hjemkomsten startede Sally på biologistudiet på Københavns Universitet. Han havde fra barnsben haft en drøm om at blive havbiolog og havde blandt andet læst alle Jacques Costeaus bøger, men han blev ganske hurtigt træt af studiet. Han rejste lidt mere og var blandt andet på flere ture til Israel.

I 1975 startede han på lærerseminariet og i 1979 blev han lærer. Derefter underviste han nogle år på Skolen i Dronning Louisegården og Skolen i Charlottegården.

Han har beskæftiget sig meget med musik og har lært en masse af de børn han har undervist; først og fremmest at man skal være meget logisk, og at børn skal være 100% sikre på at man kan lide dem, før man kan lave noget sammen med dem.

Siden arbejdede han på Terrasserne, der er en døgninstitution i Fredensborg. Han er blevet gift og har fået børn, men er ikke holdt op med at rejse.

I 1995 holdt han og hans kone forældreorlov og rejste jorden rundt med børnene. Også denne rejse fik stor betydning for hans virke som forfatter og har givet yderligere inspiration til de sprudlende fortællinger, der er hans varemærke.