Baggrund

Citat
“Sladderbladene elskede demokraternes næstformand Merete Lynggaard for alt, hvad hun stod for. For hendes skarpe replikker på Folketingets talerstol og hendes mangel på respekt for statsministeren og hans nikkedukker. For hendes kvindelige attributter, drilske øjne og forførende smilehul. De elskede hende for hendes ungdom og succes, men over alt elskede de hende for den næring, hun gav til spekulationerne om, hvorfor en så begavet og smuk kvinde endnu aldrig havde vist sig offentligt med en mand. Merete Lynggaard solgte helvedes mange blade. Lesbisk eller ej, hun var virkeligt godt stof. Alt det vidste Merete alt for godt.”
“Kvinden i buret”, s. 12.

Det er mænd af mange talenter, de gode krimiforfattere. Christian Mørk har ud over at levere supersælgende spændingsromaner produceret film på Hollywood-niveau, DR-chefen Morten Hesseldahl var topforlægger og tegneserieekspert, inden han gav sit bud på genren, norske Jo Nesbø var popstjerne. Og sådan kunne man sikkert blive ved. De er supersuccesfulde, og så sætter de lige trumf på med også at skrive nogle bestsellere i den genre, som er allermest populær. Det er enestående flot. Allermest må man nok misunde Jussi Adler-Olsen. Han kan alt det Christian Mørk og Morten Hesseldahl og Jo Nesbø kan og så en hel del til. Han er superguitarist og ekspert i tegneserier og mangeårig forlægger og har studeret både medicin og samfundsfag og film. Og i et land, hvor det er en nationalsport at knalde gipsplader op og spare på energien, har han også en erfaring med at restaurere gamle huse og virker på bestyrelsesniveau i et par mindre, alternative energi- og teknologivirksomheder.

Når man ser ned over hans cv, afslører det en mangefacetteret karriere. I sin tidlige ungdom er han guitarist i tre forskellige bands og virker samtidig som lægevidenskabelig medarbejder på Nordisk Konversationsleksikon. Efter studentereksamen fra Rødovre Gymnasium i 1970 er han i løbet af de næste ti år både filmimportør, trykkeriarbejder på Gutenberghus, manuskriptforfatter for Disney, antikvarboghandler og meget meget mere, mens han studerer tre forskellige fag på universitetet.

I løbet af 80'erne redigerer han et stort tegneserieleksikon, er engageret i Fredsbevægelsen, skriver bøger om Groucho Marx og har en omfattende forlagsvirksomhed. Privat bliver han i 1989 gift med kæresten gennem nitten år og får en søn. Forlæggerkarrieren fortsætter på fuld drøn i halvfemserne, mens han skriver og slipper den første af sine romaner, “Alfabethuset” (1997), til almindelig begejstring blandt anmelderne. For dem, som har fulgt ham på nært hold fra barnsben, kommer den faglige og litterære succes næppe som nogen overraskelse. 

Jussi Adler-Olsen voksede op som den eneste dreng i en søskendeflok på fire i en familie, hvor faren ernærede sig som psykiater på skiftende statshospitaler. “Måske er den del af min opvækst det vigtigste i forhold til det, jeg laver i dag. Min baggrund betyder, at jeg godt kan forstå mange former for menneskelig opførsel og skæve individers reaktioner. Jeg har oplevet det i alle mulige afskygninger, og jeg har set dem, der havde været ude for voldelige overgreb og ikke hævnede sig eller ikke blev mærkelige og kolde, men vendte smerten indad. (…) Når man ser det, ved man godt, hvor det naturlige holder op, og hvor det syge begynder. Netop det mellemlag er godt at skrive om, og jeg kan godt lide at skrive om sindet på vej ind i sindssygen eller på vej væk fra den.” (Interview i Politiken, 2009-11-09).

Ved siden af denne indsigt opregner hans baggrundshistorie nogle begivenheder, som både antyder vilje og et godt hoved. Som trettenårig sad han i en uge i et raftetårn sammen med en kammerat. Året efter scorede han som den første i Brøndbyernes kommunale skolevæsen et trettental. Hvis der er lidt malurt i bægeret, skulle det lige være, at hans mange talenter og forlagsvirksomheden først gav ham tid til at skrive i en relativ sen alder, som 47-årig, og i år, seks romaner senere, runder han så de 60 år. Men det kendetegner mange af de samtidige krimiforfattere. Selv om drømmen om at skrive måske går tilbage til drengeårene, er der tilsyneladende ikke nogen af dem, der er typen, som kaster sig ud i forfattergerningen uden først at have en sikker økonomi og et udbetalt hus.

Det skulle kunne blive til mindst tyve bøger til, hvilket ikke er så lidt, når man betænker, at Jussi Adler-Olsens værker gerne ligger på den onde side af de sekshundrede sider. Men der er et andet fællestræk for de multitalentfulde krimiforfattere. Væk er den stramme og konsistente stil, som udsprang af de store krimiklassikkeres skarpe politiske og sociale kant. Til gengæld sprudler de af ligefrem fornøjelse over alle de ting, man kan med genren. Det er cinemascope og tegneserie og tabloidavis – stort i formatet, kulørt og sensationelt – man behøver blot at tænke på Jo Nesbøs “Panserhjerte” og Christian Mørks “Kejserens port”. En del af undersøgelsen foregår i arv og miljø, måske mere tydeligt hos Jussi Adler-Olsen end resten. Det er en humanistisk vinkel, som normalt henføres til venstrefløjen, et lån fra realismen og måske en interesse, som har sit udspring i Adler-Olsens egen barndom som søn af en psykiater. Men det er ikke det samme, som at det bliver politisk, realistisk eller for den sags skyld personligt. På ingen måde.

Forfatterskabet er internationalt i sit snit, og det meste fremstår som litterære greb. Det, som bøgerne formidler, er den sensationelle ondskab, forfatterskabets raison d'être, som det hedder blandt de frankofile, dets gameplay, som spilnørderne kalder det. Hver bog har helt uvirkeligt onde handlinger og personer i centrum. Det at karakteropbygningen nødvendigvis bliver ligeså sensationel og kulørt som forbrydelsen, vil det tiltale nogle og kaste andre af – men drøvtyggende og søvndyssende kan ingen beskylde det for at være.