Og hun takkede guderne

Godheden er ikke mindre sensationel hos Jussi Adler-Olsen end ondskaben, og dens nærmeste allierede er den moderne, selvstændige kvinde. Det ligger fast fra og med forfatterskabets anden roman “Og hun takkede guderne” fra 2003. Den unge, ambitiøse Nicky Landsaat er opvokset og bosat i Amsterdams slum med sine forældre. Hendes far er alkoholiker og har forgrebet sig på hendes to yngre søstre, siden de var små. Nu er søstrene narkoludere og trækker nede på gaden. Broren er psykopat og voldsmand. Den eneste gode er moren, men hun bliver tævet ihjel af faren, og så er Nicky alene i verden uden andet end sit gode hoved og sin stærke vilje. Hun er ansat hos den kyniske forretningsmand Peter de Boer, men også det er ved at gå i vasken, fordi hun gør tingene på sin egen måde, og fordi hendes dickenske ravnefamilie, af lutter misundelse over hendes evner, gør alt for at spænde ben for hende.

28536771

Heldigvis er overklassen ligeså rådden som underklassen, og når det kommer til incestuøse forhold og mord og mishandling holder hendes chef Peter de Boer sig ikke tilbage. Han har myrdet sin far – tror han i hvert fald – haft sex med sin stedmor og vist drevet sin kone til selvmord. Nu er stedmoren decimeret af sklerose og bundet til sengen i hans rigmandsvilla, hvorfra hun forpester hans tilværelse. En fætter truer med at afsløre ham som morder, der er paladsrevolution i hans firma, og han har er blevet påtvunget en opgave af nogle ualmindeligt psykopatiske mordertyper. Han er noget så usandsynligt som en firmaknuser, en som har slået sig op på at smadre gode og idealistiske firmaer med lumpne trick, så deres onde konkurrenter kan få markedet for sig selv. Han er sympatisk alligevel, fordi det ikke er hans egen skyld, men samfundets eller rettere det miljø, han er opvokset i. Peter og Nicky finder hinanden. Han afstår fra at smide hende ud af firmaet. Hun redder ham og firmaet. Og i øvrigt blomstrer kærligheden mellem de to traumatiserede superintelligenser.

En af de mere loyale og klartskuende læsninger i forfatterskabet falder i en anmeldelse af Politikens Bo Tao Michaëlis: “Den er hensynsløs ærlig i sin kulørthed, den er euforisk 'romanagtig' som en hæsblæsende roterende krimiroman med rod i faktiske forhold. Men netop med en klar bevidsthed om at være en rigtig roman, en melodramatisk og magisk tekst, der både minder om datidens føljetoner skrevet af en Eugene Sue og en Victor Hugo og om nutidens moderne thrillers skrevet af en Julian Rathbone og en Frederick Forsyth. Her er vitterlig ingen smalle steder og her sker vitterlig alt med hensyn til action og intrige, fart og tempo.

Adler-Olsen er især god til at skildre Hitchcockagtige situationer, hvor nogen forfølger andre og en overraskelse uventet venter for enden af jagten. Desværre er han stadigvæk usikker med sit metaforiske sprog, som nu og da kysser både det absurde og det floskuløse. (Måske lyder sligt bedre på hollandsk?) Og de romantiske stemninger mod slutningen stener det spændende plot til sukkersød sirup, til klumper af karamel, som forårsager en unødvendig sukkersyge for plottets hårdkogte håndtering. Men voila – det er alt i alt flot klaret at holde tungen lige i munden med hensyn til labyrintiske drejninger i en speget historie all the way igennem 604 sider. Så lad os ende ud på den forudsigelige anmelderkliché – dette er af international bestsellerformat. Så er man sålunde advaret og anbefalet.”(Politiken, 2006-04-26).