Med ”Blonde”, 1999 (”Blondine”, 2000) forsøger Joyce Carol Oates at skildre det indre liv hos en af det tyvende århundredes mest berømte skikkelser, Marilyn Monroe. Men hos Oates er det ikke blot Monroe, der er historien. Det er Norma Jeane Baker; den pige, Monroe var, inden hun blev farvet platinblond og den, hun blev ved at være inde bag det platinblonde filmstjerne-ydre.
Vi følger Norma Jeane, fra hun er lille og vokser op hos sin mormor i et slidt kvarter i Los Angeles. Norma Jeanes mor Gladys arbejder i filmindustrien og er ikke selv i stand til at passe sin datter. Først da Norma Jeane bliver ældre, kommer Gladys og henter hende for at tage hende med hjem – men det er aldrig til at vide, hvad det er for en Gladys, der er hos hende. Hun er psykisk syg og meget omskiftelig, og lille Norma Jeane ved aldrig, om hun er købt eller solgt. Om hun har et hjem, eller om hendes mor snart sender hende væk igen.
Når de tager på udflugt, er det for at se Greta Garbo, Mary Pickford og Rudolph Valentinos store palæer i Beverly Hills og Bel Air. Gladys elsker filmmediet, og det bliver den eneste måde for Norma Jeane at nå sin mor. I biografen, eller ved at lave ansigter til spejlet, der næsten er som et kameraøje. ”Jeg oplevede aldrig mit ansigt og min krop indefra (hvor der var følelsesløshed som søvn), kun gennem spejlet, hvor der var skarphed og klarhed. På den måde kunne jeg se mig selv.” (s. 48).
Endnu engang Igen er Oates optaget af samspillet mellem myten og sandheden og af det kvindelige i et stærkt patriarkalsk, amerikansk samfund. Marilyn Monroe må siges at være et af de klareste eksempler på vestlig kulturs udnyttelse af kvindelig seksualitet, og i dette perspektiv er Norma Jeane Baker et stort skuespiltalent, der ædes op af en verden, der både begærer og foragter hendes krop.