Alt hvad der står i min magt

Citat
”En af dem ville måske også falde for fristelsen til at sende det videre. Philip ville i hvert fald garanteret sende det til Johannes fra klassen, og Johannes ville sende det til Bjørn og Christoffer. Og sådan ville det fortsætte, indtil alle i klassen ville have set det, og alle ville selvfølgelig vide, at det var mig, der havde sendt det – også Agnes. Ville hun blive ked af det?”
”Alt hvad der står i min magt”, s. 23.

Novellesamlingen ”Alt hvad der står i min magt” (2020) har Caroline Ørsum skrevet i fællesskab med forfatteren Camilla Wandahl. Bogen er homogen både sprogligt, fortællermæssigt og i opbygningen af spænding og klimaks. Man tænker som læser derfor ikke over, hvilken forfatter, der har skrevet hvad.

Novellerne spindes sammen af alle at være jeg-fortællinger, der koncentreret beskriver en tilspidset situation i forhold til en typisk ungdomstematik, som hævnporno fra hævnerens synsvinkel, OCD/angst på en lejrskole med klaustrofobisk frygt for campingtoiletter og et tidligere mobbeoffers forsøg på at passe ind på den nye efterskole. Novellerne skildrer hovedpersonen på et tidspunkt, hvor personen er klar til at stræbe efter en løsning på en større konflikt. Det er derfor kulminationen på noget svært, der har hobet sig op ofte igennem længere tid, vi oplever med jeg’et. Centralt står det, at man som ung må forsøge at række ud, når man kan, og ikke forsøge at klare det hele selv, for det er alligevel ikke muligt. Budskabet overbringes med stor sympati og indlevelse i den unges virkelighed og uden moralisering. 47641128

Åbningsnovellen ”Noget særligt” kan også noget særligt. Drengen Laurits bliver såret, da hans kæreste Agnes uventet slår op med ham, og ensom og alene på sit værelse og uden andre at tale med end sine to kammerater på en sms-gruppesamtale står han pludselig over for at gøre sig skyldig i hævnporno. Han er simpelthen ved at dele et kompromitterende billede af Agnes med kammeraterne. Novellen slutter åbent, og man ved ikke, hvilken vej han vælger af de to mulige. Problemstillingen må siges at være uhyre relevant, og novellen har sin styrke i, at man sympatiserer med Laurits, fordi man følger hans følelsesliv lige fra slå-op-øjeblikket (novellen begynder in medias res), hvor han komplet overrumples. Den følelsesmæssige identifikation skabes derfor overbevisende, og det er chokerende let at forstå, hvordan en grov misgerning som hævnporno kan fremprovokeres hos almindelige, følelsesmæssigt umodne, unge mennesker.