Genrer og tematikker

Caroline Ørsum har skrevet både ungdomskrimier og realistiske coming-of-age-romaner, og hun har flere gange eksperimenteret litterært ved at medvirke i projekter med flere forfattere, som i serien ”Genstart” (2009-2010) hvor hun og to andre forfattere stod for to romaner hver og på den måde bidrog med forskellige vinkler til samme krimigåde. Et ekstra twist på det projekt var en konkurrence udskrevet til gymnasieelever i Hovedstadsområdet. For at tiltrække de unge læsere skulle de som filminstruktører og -producenter lave deres egen YouTube-bogtrailer til serien, som netop kraftigt lægger op til en filmatisering.
Ørsums seneste Young-Adult-bøger (YA), ”Det eneste jeg ønsker mig” (2021), ”Afstanden mellem dig og mig” (2020) ”Wiki over miss Elises elendige liv” (2018) og ”Kære dumme døde Vik” (2015), ligger inden for coming of age-genren, hvor det centrale er hovedpersonens modningsproces i overgangen fra barn til voksen. Svære psykiske problemer indgår på naturlig vis i karakterernes udfordringer: Det er angst i ”Wiki over miss Elises elendige liv”, OCD i ”Kære dumme døde Vik”, og i novellesamlingen ”Alt der står i min magt” ses en bred vifte af svære, individuelle problemer, der skal håndteres, for at livet rigtigt kan leves. 
Gennemgående i forfatterskabet er vigtigheden af venskaber og det unge menneskes naturlige behov for at have sunde og stærke relationer at støtte sig til i overgangen fra barndommen til ungdomsliv og voksenliv. I romanen ”Afstanden mellem dig og mig” (2020) er hovedpersonen en stærk pige med et stort psykologisk overskud. Det giver mulighed for at tematisere, at man som ung ikke bare kan lide under mangel på selvtillid, men faktisk også kan slå sig på at have for meget tro på sig selv. Hovedpersonen må sande, at det er hårdere end som så at skulle bo alene uden forældre som 17-årig i 2.g, og skarpt står det, at livet og kærligheden kan gøre ondt, og at det er okay – man skal bare huske at række ud og passe på hinanden. På samme vis står det centralt i ”Det eneste jeg ønsker mig”, at uanset hvor stålsat en trang man som ung kan have til individualistisk udfoldelse, så skabes menneskers værdigrundlag nu engang i samspil med omverdenen.