Anja Otterstrøm skriver med udgangspunkt i et realistisk genkendeligt univers, men lader ofte noget uhørt, absurd eller bizart bryde ind. Indtil videre har hun kun udgivet noveller, og denne genre passer da også godt til at vise livets små eller store katastrofer. Brud og savn er et gennemgående tema i begge samlinger, og relationer og kommunikation mennesker imellem er på spil i stort set samtlige noveller. I ”En ikke ualmindelig bivirkning” er der dog flere noveller, som vender sig indad og har mere fokus på hovedpersonens – ofte en jegfortællers – mentale tilstand og selvværd eller mangel på samme.
Der ligger ofte en kritisk tone under novellernes historier, for eksempel er forholdet mellem individ og samfundets regler et tilbagevendende motiv. Otterstrøm viser på ofte ganske opfindsom vis, hvordan der ikke skal mange forskydninger til, før de gængse normer sættes ud af spil, og man drives til desperate handlinger. Flere af novellerne udspiller sig i noget, der minder om vores tid og verden, men afslører et andet samfund, hvor andre regler gælder.
Det er i hverdagen – og også på jobbet som embedsmand – at Otterstrøm henter det meste af sin inspiration: ”Jeg snapper sætninger og små kommentarer op, og jeg hører, hvad folk fortæller, hvad der sker på hjemmefronten. Det er jo det her med relationer mellem mennesker, der i virkeligheden interesserer mig.” (Klaus Rothstein: Interview med Anja Otterstrøm. Skønlitteratur på P1, 2010-04-22).
Alle novellerne har en realistisk base, men ofte låner Anja Otterstrøm træk fra andre genrer. For eksempel er der science fiction-træk i novellen ”Lotteri”, og den måde, de handlende i ”Ekspedienterne” omvendes fra købere til sælgere, kan minde om den absurde dramatik. Stilen i begge novellesamlinger er minimalistisk, og det er sjældent Otterstrøm udsmykker sin prosa med overflødige sprogblomster og lyriske passager. Til gengæld er der ofte noget humoristisk i hendes skrivemåde, som særligt kommer til udtryk i dialogen.