Centralt i Måns Gahrtons forfatterskab er følelser og relationer affødt af hverdagens brændstof. Relationer mellem venner og mellem kærester, mellem søskende og mellem børn og forældre. Herhjemme er dette tema oftest udfoldet af kvindelige forfattere, som for eksempel Hanne Vibeke Holst. I Gahrtons univers følges hverdagens konflikter altid af humor og en tro på, at tingene nok skal ordne sig.
Bemærkelsesværdigt i forhold til normal forfatterensomhed, er Gahrtons tætte samarbejde med Johan Unenge. Gahrton beskriver samarbejdet med Unenge som, at der altid opstår en kemisk reaktion, når de mødes og arbejder sammen. De holder et højt tempo, hvilket deres enorme produktion også vidner om. Der er stor overensstemmelse mellem Unenges tegninger og Gahrtons sprogtone, en tilstræbt ligefremhed og lethed tilsat et muntert twist.
Til gengæld kan denne charme og enkelhed også forekomme overfladisk. Tegningerne i tegneserien “Eva & Adam” er blandt andet blevet beskyldt for at minde om noget, man kan finde i en reklamefolder for skoleost - »stregen hæver sig ikke over det ordinære« (Inger Holst. Anmeldelse i Strip). En anden kritik er ,at “Eva & Adam” er opdragende snarere end fortællende, et forsøg på at fortælle teenagere, »hvordan de bør opføre sig.« (Lasse Holm. Anmeldelse i Strip). At serien kan beskyldes for en sådan mission, skyldes nok dens ufarlige karakter og dens urokkelige optimisme. Og måske også den sødmefulde humor, som er kendetegnende for hele Gahrtons forfatterskab. Men enkelheden skjuler også, at den fremadskridende handling skyldes en gennemarbejdet komposition.
Gahrtons lyst til at krydse medier er usædvanlig i en litterær sammenhæng. Det minder om danske Kim Fupz Aakeson, der startede som illustrator og børnebogsforfatter, men som nu også skriver filmmanuskripter. Helt central i begges fortællinger er humoren. Til gengæld er Aakeson en mere finurlig stilist. Sproget i Gahrtons fortællinger er oftest blot et medie for selve historien, selv om han også har skrevet rim og remser. Begges bøger er domineret af en høj grad af replikker, og det er givetvis derfor, at springet fra bog til levende billeder ikke er så stort.
Det er blevet sagt om tv-serien “Livet enligt Rosa”, at den minder om Woody Allen og Lasse Hallströms film. Begge filminstruktører behersker at fortælle om alvorlige emner med et smil på læberne i en let men ikke overfladisk tone. » Modgangen er ikke ødelæggende og fremgangen ikke himmelstormende. « (Tomas Lisinski: “Rosa tonårsdrömmar”. Artikel i Dagens Nyheter, 2005-02-05). Det er en karakteristik, som dækker hele forfatterskabet.