Tricket med at gå uden for litteraturen og kigge ind anvendes med stor effekt i Lone Aburas’ romaner. I ”Den svære toer” er historien omgrænset af to kapitler med metafunktion. I starten findes en læsevejledning, inklusive programerklæring for skriftet, og til sidst, efter romanfortællingens afslutning, er der indsat en række hjælpsomme spørgsmål, som skal gøre det lettere at få hul på en analyse af romanen. ”Det kommer til at ske” handler om at debutere med en autofiktiv roman skrevet på baggrund af en miserabel barndom og om forlagsbranchens greb om unge forfattere.
”Føtexsøen” er en gennemgående udfordring af identitetsbegrebet. Fortælleren har mange biografiske sammenfald med forfatteren. Lone Aburas fortæller om konstruktionen: ”Jeg har valgt at skrive romanen i den form, fordi jeg syntes det kunne være sjovt at leve sig ind i en Lone Aburas-lignende figur, som ikke var Lone Aburas. Det er som jeg har sagt, en leg jeg leger. Ligesom når man er barn, og man siger: ”så legede vi, at du var moren og jeg var faren.”” (Michael Balle Jensen: Fra pølsevogn til RUC. Sentura, 2009-08-31).
I ”Føtexsøen” har Lene vanskeligt ved at passe ind. Enten er det, fordi hun læser på RUC og er flov over at arbejde i Føtex, ellers er det, fordi hun har en synlig arabisk baggrund på grund af sin hudfarve, uden at have et synderligt stærkt forhold til den. Det er ofte hendes identitet, og andres syn på den, der står i vejen for at være en del af en specifik situation – hvis man er det ene, kan man ikke også være det andet. Hvis man er araber, kan man ikke også være dansker, hvis man går på universitet, kan man ikke også være kassedame osv. Mens Aburas skildrer disse identitetskonflikter, viser hun samtidig en interessant vej ud: muligheden for at genopfinde sin identitet gennem at fortælle historier – gennem litteraturen.
Hvor Lene i ”Føtexsøen” kæmper med en følelse af utilstrækkelighed, lider fortællerne i ”Den svære toer” og ”Politisk roman” af, hvad man kunne beskrive som en mangel på engagement i omverdenen. De er dog påvirket i forskellig grad. Mens Kristoffer i ”Den svære toer” lejlighedsvis er ude af kontakt, når han fortaber sig i passiv underholdning, kommer Rebecca i ”Politisk roman” aldrig rigtig følelsesmæssigt på bølgelængde med sine medmennesker. Til gengæld for den manglende indlevelsesevne er Rebecca udstyret med kynisk klarsyn i forhold til sine medmenneskers motiver, hvilket er et effektivt satirisk virkemiddel, der også findes i romanen ”Den frie verden”. I ”Det er et jeg der taler” er der til gengæld konkret samfundsengagement for alle pengene.
For alle romanerne gælder det, at de har et spraglet karaktergalleri, som der både bliver gjort grin med og som tages alvorligt. Det er historier uden hverken helte eller skurke. Om at have både firkantede og mere runde karakterer siger Aburas: ”(…) jeg mener, at man gerne må gøre grin med nydanskere på samme måde, som vi gør grin med småborgeren, og skabsracisten, som Silles far fx. er udtryk for. (…) Omvendt er Lenes far skildret meget lidt indvandreragtigt. Han bruger for mange penge, har dårlig forretningssans osv., men det er der jo også mange, der har. Han er altså ligeså almindelig/ualmindelig som så mange andre fædre (…)” (Michael Balle Jensen: Fra pølsevogn til RUC. Sentura, 2009-08-31).