”Jeg kan ikke huske” fra 2018 adskiller sig fra Peter Adolphsens tidligere bøger ved at være mere personlig, men minder samtidig om de første romaner i sin konceptuelle komposition. Bogen består af små kortprosatekster, der alle begynder med sætningen: ”Jeg kan ikke huske”, så hele værket bliver en slags katalog over Adolphsens forglemmelser. En detalje fra fortiden, han har glemt, kan udvikle sig til en lille historie, udfolde et barndomsminde, give anledning til en længere refleksion over kvantefysik eller observationer af hans egen krop.
At Adolphsen bruger det sproglige virkemiddel anafor til at indlede samtlige af bogens tekster giver sproglig rytme, samtidig med at det samler teksterne, der ellers har mange forskellige motiver. Heriblandt hans skolegang, mængden af skønhedspletter, tør hud, fnuller og hår på hans krop, amatørbandet Halal-Bambi og rollespilsforeningen Den Våde Trold.
54604602
Flere af teksterne har et biografisk indhold. Eksempelvis erindrer han, dengang han blev indkaldt til optagelsessamtale på Forfatterskolen, eller ungdommens sporadiske kærlighedsrelationer, som en pige, han ikke kan huske navnet på, men som tager med ham hjem til hans klubværelse på Trøjborg. Geografiske lokaliteter, både i Danmark og de steder i Wien og Córdoba han har boet, er tilbagevendende fikspunkter.
Enkelte af teksterne omhandler selve bogen og processen med at skrive den. I en sådan metatekst skriver han: ”Jeg kan ikke huske hvad jeg havde i tankerne som afslutningstekst til denne bog.” Og i en anden forklarer Adolphsen, at han har ladet sig inspirere af den danske forfatter Martin Larsens ”Hvis jeg var kunstner”, der bruger samme gentagelsesstruktur. Også forfattere som Per Højholt, Ivan Malinowski, Signe Gjessing og Arthur Rimbaud nævnes.
”Jeg kan ikke huske” er en humoristisk kortprosasamling om hukommelsen, der paradoksalt nok får opridset en lang række oplevelser fra Peter Adolphsens privat- og arbejdsliv, som han rent faktisk husker, ved at brainstorme på, hvad han har glemt.