Fantasiverdener

Sally Altschuler siger selv, at der er mere mellem himmel og jord end man lige kan se, og at man tit ikke behøver gøre så meget for at opleve et eller andet, man ikke helt kan forklare.

Fantasien og drømmene har en stor plads i hans forfatterskab, men samtidig holder han sig til virkeligheden i den forstand, at handlingerne er reelle nok set med hovedpersonernes øjne - der er ingen drager eller trylleri, kun en selvskabt drømmeverden som de fleste børn og unge vil kunne nikke genkendende til.

Sally Altschulers hovedpersoner bevæger sig ofte på randen af en fantasiverden, de ikke selv har kontrol over. Denne fantasiverden kan når som helst kamme over og blive farlig for dem selv og andre, hvilket er tilfældet både i Psykocyber og i og i Den anden kind.

22378341

Også i Manilagaleonen bringes sindssygetemaet helt i forgrunden med hovedpersonens mor som psykiatrisk patient på Sct. Hans. I Manilagaleonen ved vores hovedperson aldrig, hvornår han mister kontrollen og træder ind i sin fantasiverden og sit 'andet jeg', personen Gabriel. Det kan ske i svømmehallen eller midt under et tryllenummer med stedfaderen - han har ingen kontrol over sit eget liv og bevæger sig ud og ind af drømmeverdenen.

Personernes handlinger er imidlertid helt logiske inden for det univers, de bevæger sig i, og mon ikke alle mennesker kender fornemmelsen af at fortabe sig i en anden rolle og i en anden verden end den virkelige?

Den gennemgående forskel er personernes manglende kontrol over disse bevægelser i rum og tid - de falder gang på gang ud over kanten, ned i fantasiens og drømmenes verden. Og Sally Altschulers personer falder tit ud over kanten til sindssygen.