Det er ikke kun filmen, der er sort og hvid i Henrik Andersens roman ”Den tredje historie” fra 2002. Det er kærligheden også. Den danske og hvide drejebogsforfatter Thomas Larsen tager i 1930’erne til Tyskland for at skabe sig en karriere ved tysk film. Han leder også efter kærligheden, som han finder, da han møder Sabine, en smuk, erotisk kvinde, der er fra Zanzibar og sort. Men kærlighedshistorien ender ikke lykkeligt som på film. Sabine er gift, og selvom hun og Thomas forelsker sig, overlever deres forhold ikke den politiske uro, der spirer i 30'ernes Tyskland.
Ifølge hovedpersonen Thomas Larsen findes der kun to historier i alle film og bøger: Én, om de elskende, der ikke får hinanden, og én, om et menneske, der brænder for en sag, men går ned på det. Henrik Andersens fortælling om filmmandens liv kommer derfor til at handle om jagten på ”en tredje historie”.
24254062
Udover kærlighedshistorien er romanen også en kærlighedserklæring til filmhistorien. Thomas Larsens kæmper sig stille og roligt opad i den tyske filmverden. Han får fast arbejde som manusforfatter og filminstruktør i det moderniserede tyske filmselskab Ufa. Det giver anledning til, at Henrik Andersen kan fortælle om datidens film og filmproduktion.
Henrik Andersen leger bevidst med biografigenren. Han inddrager kopier af meddelelser, nekrologer, virkelige personer m.m. Legen italesættes også direkte af fortæller-jeg’et i romanens begyndelse. Man mærker tydeligt det store researcharbejde, der ligger bag romanen, der giver et formidabelt portræt af det gamle filmmiljø både i Danmark og Tyskland. Især er portrættet af Eugen Schrøder, dansk tonefilms store mand, rammende. Man suges ind i miljøet omkring ham og forføres til at tro, at det hele er virkeligt.
Således opruller romanen et stykke ukendt filmhistorie samtidig med, at den fortæller en fascinerende, fiktiv skæbnehistorie.