Tilfælde

Citat
”Vandet ser koldt ud i mørket. Men man ville ikke dø af at falde i, tænker han. Man ville højest blive forkølet eller få blærebetændelse. Selv hvis man lod sig rive med af strømmen, ville det nok aldrig blive farligt.”
”Tilfælde”, s. 174.

I 2011 udkom ”Tilfælde”, der afsluttede Ronnie Andersens tematiske trilogi om drenge fra forskellige samfundsmæssige lag, der har det til fælles, at de er på flugt fra deres følelser. Hvor ”Date med en engel” og ”6” udspiller sig i henholdsvis underklassen og middelklassen, foregår ”Tilfælde” i den københavnske overklasse.

Drengen Jon er søn af en sagfører og en succesrig violinist, der begge har travlt med karrieren. Familien virker på overfladen harmonisk og velfungerende, men Jon skiller sig ud. Han lider af så forskellige ting som søvnløshed, uro i benene og narkolepsi, en sygdom, der betyder man fra det ene øjeblik til det andet falder i dyb søvn. Af angst for at falde i søvn og slå sig insisterer Jon, til sin mors store irritation, altid på at gå med sin skaterhjelm.

28670400

Jon er fascineret af mange ting, her i blandt rummet og sygdomme. Særlig optaget er han dog af tilfældet og derfor lader Jon blandt andet ordbogen i sin mobil bestemme teksten. Cool bliver til amok, far til får og at gå i søvne til at gå i sound. Jons hemmelige sprog, mobilsk, understreger den følelsesmæssige distance som hersker mellem den altid bortrejste far/får og søn.

Da Oliver, en dreng fra Jons klasse, en dag ligger på trappen, gennembanket og blødende, hjælper Jon ham. Mødet med Oliver åbner en fremmed verden for Jon, både hvad angår relationer og hvad angår følelser. Gennem Oliver møder Jon pigen Nadia, der med sin anderledes facon og udseende fascinerer Jon. Men samtidig bliver han også mere og mere optaget af Oliver.

”Tilfælde” er en bog, der kredser om identitet og identitetsdannelse. Jon famler i mørket og prøver ved hjælp af sine særheder at skille sig ud, at være noget særligt, men også på at gemme sig. For sig selv og for andre.

Det læseren gradvist finder ud af, men som Jon ikke selv vil eller kan erkende, er at han er homoseksuel. Da sandheden kommer for tæt på, markeres Jons afstandtagen ved at fortælleren skifter fra 1. person til 3. person. Dette greb er utrolig effektfuldt og understreger graden af det selvbedrag, Jon gemmer sig bag.