I ”Brugstyveri” er det skrøbelige kærlighedsforhold mellem Ester og Hugo Rask defineret af hans afvisning og hendes frembusen. En lignende skildring af et ulige kærlighedsmøde mellem en mand og en kvinde er Hanne Ørstaviks ”Der findes en stor åben plads i Bordeaux” (2013). Som i ”Brugstyveri” vil den ene part mere og andet end den anden, og som Andersson skriver, har ”den der vil mindst, mest magt.” Hvor Ørstavik skriver tungt og alvorligt, er Andersson mere let i sin tilgang til den lidt naive Ester. Afsøgningen af det kvindelige begær over for den mandlige afvisning ligger til grund for begge romaner.
Den skildring af samfundets udsatte, som Lena Andersson leverer i ”Var det godt?” kan ligeledes findes hos flere af hendes svenske forfatterkolleger. Susanna Alakoski udgav i 2006 ”Svinalängorna” (”Svinestierne”, 2007), der også foregår i socialt boligbyggeri med alkoholiserede forældre og svigtede børn. I Åsa Linderborgs selvbiografiske ”Mig äger ingen” fra 2007 (”Mig ejer ingen”, 2009) vokser en pige op i et socialt boligbyggeri i Vesterås med en alkoholiseret far.
Torbjørn Flygts ”Underdog” fra 2001 (da. 2003) udfolder også en udfordret opvækst i en boligblok i Malmø med fortællingen om Johan, der vokser op med sin enlige og viljefaste mor Bodil.
I dansk litteratur har Jonas T. Bengtsson i ”Submarino” fra 2007 skildret, hvordan opvæksten ser ud for den 6-årige Martin, hvis hverdag præges af hans fars heroinmisbrug. I Martha Christensens ”Når mor kommer hjem” (1995) har den 11-årige Ronnie ansvar for sine to mindre søskende og deres lejlighed, mens deres mor er i fængsel i tre måneder. Christensen skildrer samfundets nederste med sympati og med en hvas kritik af det omsorgssystem, der hos Andersson glimrer ved sit fravær.
En anden svensk forfatter, der hudfletter Folkhemmet, er Klas Östergren, der blandt andet i romanen ”I en skov af Sumak” (2019) har tegnet et billede af det Sverige, der har forandret sig drastisk de seneste 50 år.