Og tilsidst går verden under

Citat
”Og Louise nikker langsomt, hun rejser sig og sammen går de ud af lysningen. Lysningen ligger et øjeblik uroligt tilbage, oprevet af begivenhederne. Så falder også den til ro, ligner sit urokkelige selv.”
”Og tilsidst går verden under”, s. 115.

Peter Asmussens roman ”Og tilsidst går verden under” (2014) handler om et menneskes liv, og om hvordan hun erindrer det liv. Stilen er flimrende og drømmende, ligesom en erindring ofte er det, med replikker, der gentages, og visse sanseindtryk der i erindringens lys står stærkere end forventet. Rent kompositorisk er ”Og tilsidst går verden under” skrevet som en række nedslag, der er centreret om den samme lysning ud til en klippeskrænt, og fortælleren er ligeså registrerende som foster inde i sin mors mave, som hun dybest set er som paralyseret 99-årig i kørestol.

50971155

På sin vis er enhver form for kronologi dermed ophævet, og de mange scener sidestilles i kraft af deres form som erindringsbilleder. Gentagelser som replikken ”(…) hvis man holder hænderne op til ansigtet og ser ud mellem dem, kunne man tro at tiden havde stået stille. Det er ligesom i stenalderen.” (s. 18) og en tilbagevenden til Louises julemandsudklædte onkel opløser tidens stringente orden på tværs af den kronologiske form. Og tiden står som sådan da også stille på de 14 drømmelignende plateauer. Erindringens diffuse lys giver et tidløst skær til begivenhederne, der synes at spejle de samme indtryk og samme aftryk rent tematisk.

Bogens første scener, hvor Louise inde fra sin mors mave først hører sin mor latterliggøre Louises far og som lille pige handles som en vare til sin pædofile onkel, gentages adskillige gange på et psykologisk plan. I de første afsnit er det tydeligt, at der i Louises opvækst er en eklatant mangel på ømhed, kærlighed og omsorg, og først i Louises møde med og liv med Ellinor findes en form for hengivenhed. De mange andre kærlighedsrelationer mellem både Louise og andre (og fremmede) mennesker, som Louise iagttager, er præget af magt, udnyttelse, løgn og bedrag.

Lysningen, det hele udspiller sig i, er nøglen til romanen. Den kan opfattes symbolsk og afspejler dermed bogens personers mentale tilstand og verdens udvikling. I første afsnit kan Louises højgravide mor og elsker dermed høre torden i det fjerne – både fordi Første Verdenskrig netop er brudt ud, men også som et forvarsel på det problematiske liv, der er ved at blive sat i verden.