”Bryd dine grænser for at forsvare dem.” Sådan står der i den første tekst i ”Ødelæggelsen 1-11”, og det er netop på den måde, at grænserne, eller manglen på samme, er besværlige i Majse Aymo-Boots forfatterskab. Du kan godt opgive at opretholde en grænse mellem dig selv og verden, den vil gennemtrænge dig med alle sine sprog og regler og underligheder. Men bryder man selv sine egne grænser, hvad er det så, man forsvarer? Paradoksale udsagn som dette er ikke ualmindelige i hendes bøger, som alle befinder sig et sted mellem prosa og poesi og låner sproglige strategier fra begge genrer.
Der er en tydelig bevægelse gennem hele Aymo-Boots forfatterskab mod, at man ikke kan skelne det individuelle eller private fra det fælles. Eleven i ”Over os hænger en vidunderlig sol” har ikke noget eget ophav, vi ser ikke en klasse med forskellige typer elever fra forskellige baggrunde repræsenteret, men derimod et fælles sprogligt og institutionelt felt, som jeg'et ikke kan skelnes fra. Aymo-Boots sprog er da også hele tiden gennemtrængt af forskellige former for fællessprog som f.eks. ministerielle bekendtgørelser, selvhjælpsformuleringer eller teoretiske begreber. Dette sproglige fællesgods indoptager teksterne fuldstændig i deres sætninger, i en erkendelse af, at man ikke kan træde uden for normsproget, men at man kan destabilisere det og ødelægge det, gøre nar af det. Netop denne sammenglidning af forskellige sprogtoner, hvor der ofte peges fingre af eller leges med floskelprægede og tomme udsagn, er samtidig med til at gøre hendes bøger virkelig sjove. Sætningerne bærer præcise og ofte opfindsomme udsagn, som her på side syv i ”Ødelæggelsen 1-11”: ”Skrab alger af skinnebenene når du dukker op af det skummende hav, løft munden op over smovsehøjde”. Det kan føles, som om teksterne ligefrem boltrer sig i sprogets mange muligheder, hvilket både giver dem fart og dynamik og til tider skaber en slags overgjort stil, som peger på sig selv som pyntet og selvfremstillende.
Det jeg, som udtaler sig i Aymo-Boots tekster, er sjældent et jeg med en stabil krop eller identitet. Man kan snarere kalde det en art retorisk jeg, en sproglig figur, som bruges til at udsige forskellige udsagn. Det synes karakteristisk for hendes forfatterskab, at jeg'et i sproget selvfølgelig laver grimasser, men der er tale om mere end blot et maskespil, mest af alt fordi der ikke er noget bag ved masken. Det er ikke nogen essens, kerne eller krop, der skjuler sig bag attituder, for der er ikke noget at skjule – hver gang sproget forandrer sig, forandrer jeg'et sig også fuldstændig og bliver dermed en sært fluktuerende størrelse, der okser derudad gennem splittede og ofte drømmeagtige landskaber, der flyder med rester og reminiscenser fra hverdagssituationer.