Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere

Citat
””Farmor troede på Gud, men det gør du ikke. Må du godt komme i himlen alligevel, hvis du dør?”
”Kun hvis jeg tager fejl.”
Drengen bider sig i læben og lover:
”Når du glemmer, så skal jeg nok fortælle dig om hende, farfar. Som det allerførste hver morgen – som det allerførste vil jeg fortælle om hende.””

”Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere”, s. 76.

Fredrik Backmans syvende bog ”Och varje morgon blir vägen hem längre och längre fra 2016 (”Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere”, 2018) er en meget kort roman, som rummer nogle meget store temaer.

En farfar og hans barnebarn Noah sidder på en bænk i et mærkværdigt univers, som viser sig at være inde i farfarens hjerne. Regnen har skyllet meget af universet væk, og der er kun brudstykker af ting tilbage. Farfaren mindes sin søn, Noahs far, og hvordan han selv var som far. Han mindes sin nyligt afdøde kone og deres ægteskab, og så mindes han tiden sammen med Noah og sin rolle som farfar, som er lykkedes bedre end rollen som far.

46188926

Historien er fortalt i tredje person, og synsvinklen ligger hos både farfaren og Noah. Deres forhold og samtalen på bænken er den røde tråd, som binder de løse minder sammen. Sproget og stilen i fortællingen er båret af metaforer. Farfarens indre univers er udgjort af ting, som knytter sig til forskellige minder. Gennem tingene – en klynge hyacinter, en sø, et grønt telt – mindes farfaren sit liv, som demens er ved at udviske. Demensen er symboliseret i regnen, som har vasket mange af minderne væk eller gjort dem uklare.

Hele sit liv har farfaren brugt på at forske i matematikken og universet. Sin glæde for videnskaben har han givet videre til Noah. Universets uendelighed er en trøst for Noah, hvis farfar er ved at forsvinde: ”Noah elsker rummet, fordi det aldrig slutter. Det dør ikke. Det er det eneste i hans liv, som aldrig vil forlade ham” (s. 47).

Tiden og uendeligheden er centrale temaer i romanen. For selvom farfaren har brugt sit liv på at forske i matematiske systemer, så har demensen nu gjort, at han har mistet retningssansen. Snart ved han ikke længere, hvor han har været, hvor han er eller hvor han er på vej hen. Han befinder sig på ”…et stort og stille hav” (s. 63). Titlen henviser til, at det bliver sværere og sværere for farfaren at finde hjem både bogstaveligt og i overført betydning. Han driver ud i uendeligheden, men sin viden og sine minder giver han videre til Noah.