Indledning

Ingen skal komme og sige, at Thomas Balle har rotter på loftet. Det passer ikke! Det er mus. Allerede i hans første billedbog Gorm Guldhorn (1997) stikker de hovederne frem hist og pist. På Asger Angard duellerer (2000) sidder der endda to små mus på bogens forside og holder et skilt med forlagets navn. Måske har han kæmpet imod alle de mus – hvem ved – men han har tabt kampen. For musene bliver ved med at dukke op i Thomas Balles tegninger med meget jævne mellemrum, kulminerende med den herligt gakkede De fandens mus (2003) skrevet af Eske K. Mathiesen, og som Thomas Balle har fået Kulturministeriets Illustratorpris for. Selv siger han, at han ikke har noget specielt forhold til mus i virkeligheden, og at han aldrig selv har haft nogen de steder, han har boet. Det er kun i tegningerne de dukker op.

Thomas Balle er detaljernes mand. Han kan slet ikke lade være med at lade dem myldre rundt i baggrunde og hjørner, men han har samtidig et rigtigt godt blik for fladen, forstået på den måde, at han komponerer sine billeder med stor sikkerhed. Han er god til at folde en tegning ud over en side eller et helt opslag, og det er noget han har kunnet næsten helt fra starten. For eksempel i Karl Kamel og de andre, hvor han lader hovedparten af illustrationen udspille sig i en ramme, der så bliver brudt af forskellige elementer i tegningen. Det princip går igen i ”Asger Angard duellerer”.

De fleste tegnere har et eller flere træk der gør, at man kan se, det er dem de har lavet en given tegning. I Thomas Balles tilfælde bilder jeg mig ind, at jeg kan se det på menneskenes hud, munde og tænder. Hudfarve er ikke bare én farve, når Thomas farvelægger. Den består af flere lag af halvt gennemsigtige farver såsom violet, blå og forskellige former for rød. Se bare foden på den næstældste søn i Guldgåsen, eller Talonkel Tier i Syvsover-søndag. Det giver et dejligt spil og liv i hudfarverne, der ellers – hos mange andre tegnere – godt kan blive lidt flad og kedelig.

Det er kun lykkedes mig at finde én hovedperson (altså af menneskeracen) i Thomas’ bøger, som ikke har synlige læber, og det er Ridder Råge fra ”Asger Angard duellerer”. Ellers har alle andre store, tydelige læber – et træk der til stadighed bliver mere synligt, se bare manden i De fandens mus, hvis læber er kompromisløst knaldrøde. Og så er stakittænder en selvfølgelighed i næsten alle bøgerne. Sammen med musene – det siger sig selv.

Det skal også lige nævnes, at det var Thomas Balle, der lavede plakaten til Boghandlerforeningens bogslugerkampagne for nogle år siden.