Herman Bang anmeldte flere af franskmanden Émile Zolas bøger og tilegnede sig her et indblik i tidens modefilosofi, naturalismen. For Zola var litteraturen et laboratorium til at studere menneskearten. Forfatteren skulle skildre mennesket som et stykke natur med henblik på forståelse af dets love, først og fremmest samspillet mellem arv og miljø. Da Herman Bang som 22-årig debuterede som fiktionsforfatter havde han et godt stof at fortolke naturalismens filosofi igennem: sin egen slægts degeneration og fald.
Debutromanen "Haabløse Slægter" fra 1880 følger i det ydre Bangs egen biografi, men i det indre er stoffet kunstnerisk forskudt.
21467049
For det første har Bang spaltet sit alter ego i to personer: hovedpersonen William Høg og bipersonen Bernhard Hoff. Førstnævnte ligner den unge Bang og navigerer efter to principper: sin lidenskab for teatret og sine seksuelle præferencer. Han bukker under for sin drift, styret af kræfter, han ikke er herre over. Sidstnævnte er bygget over stjernereporteren Bang. Bernhard Hoff er en noget ældre dekadent dandy; en livstræt, men energisk journalist, der lever sit liv i offentligheden med det mål at iscenesætte sig selv.
For det andet er Bangs homoseksuelle erfaringer i fiktionen omdannet til heteroseksuelle konstellationer, hvor den kvindelige seksualitet fremtræder truende.
Og for det tredje giver konstruktionen Bang mulighed for at lade personerne forholde sig til deres tid, som også er håbløs. Den opløsning, familien Høg gennemløber, er ikke enestående: Romanen viser i den grad sædernes forfald - og som sådan fremstod den provokerende for offentligheden, der ikke var vant til at se seksuelle relationer fremstillet i skønlitteratur.
"Haabløse Slægter" blev en skandalesucces: nedvurderet i anmeldelserne, karikeret i vittighedstegninger og beslaglagt i byretten som utugtig - dog først da førsteoplaget var solgt. Bang blev fra da af jaget vildt i offentligheden, og han bar selv ved til bålet med sin selviscenesættende stil.