– Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage ... Gi' ham et Hjerte ...”
Sårfeberen fra krigen i 18 -64 er ligesom i ”Stuk” (1887) også emnet for Herman Bangs næste romanbog ”Tine” (1889), der skildrer det danske nederlag på barndomsegnen på Als. Romanen er forbundet med Stuk ved det, at Herluf BergsHovedpersonen fra ”Stuk” optræder i romanen, idet hans barndom tages under behandling. barndom tages under behandling.
”Tine” tegner et billede af en barndomsidyl, der traumatisk ødelægges af den 2. slesvigske krig i 1864. Med ét slag mister Herluf Berg sit hjem og degnens datter Tine sin uskyld –- for i nederlagets stund stiller skovrider Berg sit begær hos hende. Skønt hun elsker ham, ænser han hende ikke – heller ikke, da han dør. Tine tager livet af sig selv, hun kan ikke bære skammen. Som flere af de stille eksistenser i Bangs forfatterskab bukker hun under for en ikke realiseret kærlighed.
Det samme gælder Katinka i Bangs fineste roman ”Ved Vejen” (1886), der optræder i samlingen ”Stille Eksistenser”. Romanen er skrevet i Wien –- ud fra et enkelt erindringsbillede fra Skørping station: ”Her i et af disse vinduer bag blomsterne var det, jeg så hint ansigt, det, jeg i to år ikke har kunnet blive kvit i mine tanker, og som jeg, om jeg var maler, ville tegne i bløde, vemodige, halvt udglidende linjerlinier og sætte som en slags titelbillede på denne bog.”
22987135
Citatet stammer fra forordet til Stille Eksistenser, som Ved Vejen er hovedstykket i. Projektet lykkes. Med en fint glidende, underforstået tone fastholdes livet i lillebyen ved vejen, hvor skæbnerne vikles ind i hinanden, centreret om den ulykkelige kærlighedshistorie, der udspiller sig mellem den gifte Katinka Bai og forvalteren Huus.
Fortællingens åbningsscene, hvor alle personerne mødes i det trafikale knudepunkt, på stationen, er berømt for sin stilrene impressionisme. Om romanens stil skrev Bang i et brev: ”Impressionistisk er netop ordet. Jeg anstrænger mig vildt for at få indtrykket, hvert enkelt indtryk klart og nøje og karakterfuldt, og så tænker jeg aldrig på helheden.” Den må læseren selv konstruere ud fra de foreliggende livsudsnit.
”Ved Vejen” er ikke mindst en drifternes tragikomedie. Vi møder enkens giftesyge døtre og provinsens driftstyrede mænd, der tilfredsstiller deres behov hos tjenestepiger og prostituerede. Mellem disse poler står den ulykkeligt forelskede Katinka, splittet mellem at føle forpligtelsen over for sin grove og vulgære mand og at være tiltrukkettiltrækningen af den følsomme forvalter Huus. Deres kærlighed har en finhed, en poesi, som det prosaiske liv på landet kvæler. Den er fra starten af umulig, og måske netop derfor vokser den til en smuk drøm, der brister.