I sin biografi om Samuel Beckett skriver Antony Chronin, at han var ”den sidste modernist”, og man kan med rette sige om Beckett, at hans forfatterskab repræsenterer et højdepunkt inden for netop modernismen. Som litterær bevægelse opstod modernismen ved begyndelsen af det 20. århundrede, da forfattere som T.S. Elliot, Franz Kafka og Ezra Pound begyndte at udgive bøger. Modernismen gjorde op med klassisk, episk historiefortælling og faste lyriske former og med kravet om realisme i dialog og i karakterers psykologi. I stedet insisterede modernisterne på at fremstille sammenbrud, voldsomheder, henrykkelse og fragmenterede erfaringer af virkeligheden direkte i et sprog, som ikke var bundet af på forhånd vedtagne konventioner. Mange modernistiske værker, Becketts inkluderet, arbejder med en forestilling om, at sproget ikke længere kan ses som et fuldkomment og tilstrækkeligt medium at formidle erfaringer i, hvilket ofte resulterer i, at fortælling og sprog falder fra hinanden eller bevæger sig i cirkler.
Beckett lod sig tidligt inspirere af Marcel Proust's og James Joyce's moderne og ukonventionelle romanteknikker. Beckett interesserede sig meget for Proust's ”På sporet af den tabte tid”, især værkets forhold til netop tiden, vanen og erindringen, som også var fænomener, der også optog Beckett. Han skrev endda en bog om Proust, hvori der optræder denne passage, som måske lige så godt kunne have være et udkast til begyndelsen på hans egen poetik: ”Erindringens love er underkastet vanens mere almindelige love. Vanen er et kompromis mellem individet og dets omgivelser eller mellem individet og dets organiske særheder, garantien for en mat ukrænkelighed, hans livs ledestjerne. Vane er den magt, der lænker hunden til sit bræk. At trække vejret er en vane. Livet er en vane. Eller rettere sagt, livet er en række af vaner, eftersom individet er en række individer.” (Samuel Beckett: Proust, s. 15).
Den sproglige energi og tæthed, de grammatiske brud og den til tider rablende tone, som er at finde hos James Joyce, genfinder man i Beckett's tidlige værker som ”More Pricks Than Kicks” fra 1934, men også i nogle af de senere monologer, for eksempel i romanen ”Den unævnelige” og Luckys monolog i ”Mens vi venter på Godot”.
Beckett's skuespil bærer en vis lighed med den samtidige dramatiker Ionescos stykker, og de anses begge for at være foregangsmænd inden for det absurde drama. Ligesom Beckett tematiserer Ionesco i nogle af sine skuespil tomhed og venten, for eksempel i stykket ”Stolene” fra 1952, hvori to gamle mennesker fortæller om en verden under afvikling og arrangerer stole og pynter op til et forestillet selskab.